Militær anklagemyndighed rykkes til Viborg

Det hele var efter alt at dømme på vej til Sjælland, men nu får Forsvarets Auditørkorps alligevel hovedsæde i Jylland.

Forsvarets_Audiotoerkorps.jpg

Den militære anklagemyndighed skal i fremtiden befinde sig i Viborg. Det har partierne bag Forsvarsforliget i dag besluttet.

- Jeg opfatter det som en stor sejr over tendensen til centralisme, at det er lykkedes at få denne sag landet fornuftigt. Auditørembedet skal naturligvis ligge, hvor der er tyngde i opgaver og ikke blot pr. automatik flyttes til København, lyder det fra Venstres medlem af Forsvarsudvalget, Kristian Pihl Lorentzen, i en pressemeddelelse.

Anklagemyndigheden forventes at få et samlet personel på 15-20 ansatte. Dertil kommer et mindre udrykningshold, som skal være stationeret på Sjælland.

Københavneri af værste skuffe

For et par år siden foreslog ledelsen af den militære aklagemyndighed ellers at nedlægge Forsvarets auditørkorps på Flyvestation Karup og samle hele staben i København.

- Den plan var komplet uforståelig for mig, idet hovedparten af auditørernes opgaver ligger hos forsvarets enheder i Jylland. Ja, faktisk var der tale om centralisme og københavneri af værste skuffe, mener Kristian Pihl Lorentzen.

Nu kan Venstre-politikeren, der oprindeligt kommer fra Silkeborg, altså ånde lettet op.

 

Vi har mere om placeringen af Forsvarets Auditørkorps i vores nyhedsudsendelse kl. 19:30.