Mildt vejr giver hård start på pollensæson

Det klør i øjnene, strammer til i halsen og løber fra næsen. Pollenallergikere har fået en hård begyndelse på foråret med rekordhøje pollental.

Allergi
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

De seneste dage har været lune, tørre og blæsende. Og det har pollenallergikeren Thue Bøge Sørensen været plaget af.

- Det har ikke været så sjovt. Det klør stort set fra morgen til aften. Når pollentallet rammer så højt, er den forebyggende medicin ikke nok. Jeg har haft kløe i øjnene, mere snue og sammentrækninger i min hals. Så jeg kan ikke få lige så meget luft ned i mine lunger, som jeg plejer. Det har ikke været en særlig rar oplevelse. siger han til Ritzau.

Rekordhøjt pollental

Pollensæsonen, der lægger ud med el og hassel, har været rekordhård ved pollenallergikere i Danmark fra start af. Sidste weekend nåede pollentallet for el 550. Det er aldrig målt højere.

Det skyldes ifølge Karen Rasmussen, der er biolog ved Astma-Allergi Danmark, en kombination af flere omstændigheder. Først og fremmest har vejret været lunt, tørt og blæsende. Enhver pollenallergikers skræk.

Derudover har vinden været fra sydøst og dermed båret lidt bonuspollen op fra kontinentet til Danmark.

Og sidst, men ikke mindst, bliver det i disse år hårdere og hårdere at være pollenallergiker. Det afslører Astma-Allergi Danmarks målinger fra de seneste 40 år.

Her kan man se, at de forskellige slags pollen kommer tidligere og tidligere på året. Dermed udvides sæsonen, som løber fra el og hassel i det tidlige forår, til bynke slutter sæsonen i sensommeren.

Det hænger sammen med klimaforandringerne, forklarer Karen Rasmussen.

- Temperaturen stiger, og vintrene bliver mildere som i år. Det er en træls cocktail for allergikere, siger hun.

Varm og tør sommer giver mere kløe og snue

En hård start på pollensæsonen er dog ikke ensbetydende med, at resten af sæsonen bliver lige så slem. Det afhænger af, om foråret og sommeren bliver alt det, Thue Bøge Sørensen og pollenallergikerne frygter: Varm, solrig, tør og vindblæst.

I så fald kan det få betydning for projektlederen og hans families sommer:

- Når sæsonen er værst, skal mine børn have et bad, når de kommer hjem, hvis jeg skal være i nærheden af dem.

Pollensæsonen tager rigtig fat i begyndelsen af maj, når pollen fra birk topper.

 

/ritzau/