Mikkels mor: Vi er overvældede over støtten

11-årige Mikkel og hans mor Rikke Nesager er overvældede over opmærksomheden omkring Mikkel og det store antimobbe-arrangement med MC mod Mobning.

Rikke Nesager fra Vesløs er overvældet over den enorme støtte til hendes 11-årige søn Mikkel.
Rikke Nesager fra Vesløs er overvældet over den enorme støtte til hendes 11-årige søn Mikkel.

I Vesløs kan 11-årige Mikkel Zangenberg Bak og hans mor Rikke Nesager nærmest ikke fatte, al den opmærksomhed, der har været omkring Mikkel og det store antimobbe-arrangement med MC mod Mobning i spidsen, som løb af stablen lørdag.

- Det er meget, meget overvældende.

Og her mener ikke hun ikke blot opbakningen til selve biker-turen, hvor 307 bikere fra hele landet fandt vej til det nordvestjyske for at vise Mikkel deres støtte og sympati. Også den enorme opmærksomhed fra Facebook-brugere og flere medier fylder i deres tanker her dagen derpå.

- Det betyder så meget for os, at opbakningen til Mikkel har været så stor. Ikke mindst fordi vi faktisk ikke har fået andet end positive tilkendegivelser fra alle, fortæller Mikkels mor, Rikke Nesager i dag til TV MIDTVEST.

Spændte på reaktioner i skolen

Og hovedpersonen selv er også meget, meget glad, fortæller hans mor. 

- Mikkel er bare så lykkelig. Han har fået 300 nye venner, og at det så i dag også vælter ind med positive tilkendegivelser på Facebook, det er jo virkelig dejligt for ham og os, siger hun.

I morgen skal Mikkel igen i skole. Og det er netop her, Mikkel ifølge familien har haft mobningen tæt inde på livet.

- Så vi går alle sammen og er spændte på reaktionerne i morgen, men vi tror og håber selvfølgelig på, at Mikkel også her møder positive tilkendegivelser. Gør han ikke det, så må vi jo tage den derfra, lyder det fra Rikke Nesager. 

 

 

2:07