Mie har sit eget tivoli: - Mit liv har været et rakkerliv

Mie Svendsen har tilbragt det meste af sit liv på markedspladser. I dag er hun chef i sit helt eget tivoli, Mies Tivoli.

Mie Svendsen kender markedspladser bedre end de fleste. Hendes forældre var kræmmere, og sammen med dem rejste hun fra by til by og marked til marked.
Mie Svendsen kender markedspladser bedre end de fleste. Hendes forældre var kræmmere, og sammen med dem rejste hun fra by til by og marked til marked.

Vi møder Mie Svendsen en dag i august i Ulfborg. Her er hendes tivoli netop ankommet til en bar mark for guderne må vide hvilken gang. I løbet af et par dage vil farverige og blinkende forlystelser lokke markedsgæster til, og Mie og hendes fem-seks ansatte vil byde velkommen til en ny tur, ny glæde og nye fornøjelser til tonerne af gamle hits.

Mie Svendsen kender markedspladser bedre end de fleste. Hendes forældre var kræmmere, og sammen med dem rejste hun fra by til by og marked til marked. Hun sov i bilen, kørte i karruseller når hun ville og færdedes hjemmevant blandt bamser og klude.

- Mit liv har været et rakkerliv. Det er svært, når man rejser rundt, som man gør, for der er mange ting, man ikke kan. Somme tider kunne vi nå i skole - andre gange kunne vi ikke nå i skole, men så har vi mange andre gode ting, vi kan læne os op ad, siger Mie Svendsen.

9:09
Her kan du se hele udsendelsen om Mies tivoli.

Hun byder på kaffe i en gammel træbeboelsesvogn, som er hende og manden Alberts hjem i fem-seks måneder om året. Resten af tiden har de fast adresse i Kibæk, hvor de også driver en skrotforretning.

Mies Tivoli er et af de otte omrejsende tivolier, der er tilbage i Danmark. Det har eksisteret i ni år i sin nuværende form, og her er det Mie der er chef. Hun har ikke gået meget i skole, men hun har lært at bruge sine hænder, og der er ikke meget i Tivoliet, hun ikke selv han reparere.

- Ja, der er nok mere mand i mig end i mange mænd. Man er nødt til selv at kunne det meste, ellers kan man ikke holde omkostningerne nede og køre et tivoli, siger hun.

Hendes mand, Albert, er 26 år ældre end hende, og arbejdsfordelingen er klar. Han hjælper til, når der skal pakkes ned og stilles op. Ellers er det Mie, der er boss. De blev gift i 1997 og har holdt sammen siden. 

- Vi mødtes på en markedsplads, blev gift i et øltelt og bryllupsrejsen gik selvfølgelig til den næste plads, siger Mie.

Børnene skal have en uddannelse

Mie og Albert Svendsen befinder sig godt med tivolilivet, og Mie kan stadig få optur over glade børn i butikkerne, som hun kalder forlystelserne. Men det er ikke nemt at drive et omrejsende tivoli i dag. Konkurrencen fra diverse sommerlande og lignende har taget livet af mange, og flere kæmper for at overleve.

- Det er ikke en branche i udvikling - det er en branche i afvikling. Det er ærgerligt, men det er sådan, det er.

Det er da heller ikke Mie og Alberts to børn, der passer karruseller og radiobane i Mies Tivoli, og det har hun det faktisk godt med.

- Mine børn, de skal have en uddannelse. Min datter har en og min søn, han kommer. De vil have 7-16 jobs, så de ved, hvornår de har fri, siger hun.

Hvor længe Mies Tivoli vil være at finde på markedspladser rundt omkring i landet, er svært at få svar på.

- Vi har været ved at kaste håndklædet i ringen, men nu tager vi en sæson mere. Så må vi tage den derfra, siger Mie Svendsen.