Midtjyske kommuner bliver mere og mere grønne

Region Midtjyllands 19 kommuner klarer sig godt i kampen for at øge andelen af vedvarende energi i stikkontakter, transport, industri og varmeforsyning.

Samlet set har de 19 midtjyske kommuner en andel af vedvarende energi på 42,2 procent. Foto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix

50 procent grøn energi er målet i 2025. En målsætning, som de 19 midtjyske kommuner nærmer sig. Det viser en ny opgørelse fra energiforbruget.

Samsø Kommune topper listen med 70,8 procent vedvarende energi, og lige efter følger Lemvig og Ringkøbing-Skjern med henholdsvis 56,8 og 56,5 procent.

Læs også SF'er raser: Vi er klimakommune, men vi kører kulsort

- Der er i sagens natur forskel på kommunerne. Både af historiske årsager i forhold til energiforsyningen og på grund af for eksempel erhvervssammensætning. Det afgørende er, at alle 19 kommuner sammen med regionsrådet er enige om vigtigheden af en grøn dagsorden. Samlet set kan vi kun være tilfredse med de nye tal, men det betyder ikke, at vi kan slappe af, for der er stadig et stykke til mål, siger næstformand i Udvalget for Regional Udvikling, Flemming Knudsen (S), i en pressemeddelelse fra Region Midtjylland.

Positiv udvikling

Samlet set har de midtjyske kommuner en andel af vedvarende energi på 42,2 procent. Dermed placerer regionen sig flot i forhold til landsgennemsnittet på 34,2 pct. og EU-gennemsnittet på 17,4 pct. vedvarende energi. 

Samtidigt bidrager Region Midtjylland til Danmarks femteplads på top10-listen over EU-lande med størst VE-andel i energiforbruget.

Den positive udvikling bygger bl.a. på massive investeringer i vindkraft samt i omstilling fra naturgas og kul til vedvarende energi i mange forsyningsselskaber

- Regionsrådet har med vilje sat et ambitiøst mål på det her område, og udviklingen viser, at det ikke var et urealistisk mål. Vi er lykkedes med at fastholde en god fart i omstillingen, også selv om de lavest hængende frugter er ved at være plukket, siger formand for regionsrådets Udvalg for Regional Udvikling, Jørgen Nørby (V).

Opgørelsen er af forbruget i 2017, og tallene stammer fra den årlige kortlægning af energiforbruget, som regionen har lavet for kommunerne siden 2006. Dengang var VE-andelen på 23 pct.

Andelen af vedvarende energi (VE) i de enkelte kommuner:

  Foto: Region Midtjylland og Plan Energi