Herning-Ikast og Holstebro klar til Final 4

Team Esbjerg-træner tog ulovlig timeout i slutsekunderne, og så gik Herning-Ikast videre i pokalturneringen.

Helene Fauske scorede det afgørende mål (arkivfoto) Foto: sportxpress/Ritzau Scanpix

Håndboldkvinderne fra Herning-Ikast bookede torsdag en plads i pokalturneringens Final 4-stævne under stor dramatik.

Det skete med en sejr på 26-25 ude over Team Esbjerg.

Kampen udviklede sig til et kaos i det sidste minut, da Esbjerg-træner Jesper Jensen ved stillingen 25-25 ville tage en timeout.

Der gik dog flere sekunder fra, at træneren slog i knappen til, at lyden kunne høres i hallen. Den lille forsinkelse betød, at dommerne ikke gav ham lov til at gennemføre sin timeout.

Få sekunder senere trykkede Jesper Jensen igen på timeout-knappen for at give sine spillere de sidste instruktioner.

Esbjerg var på bolden, og med 14 sekunder tilbage ville træneren give sine spillere de bedste muligheder for at score kampens afgørende mål.

Dommerne vurderede dog, at Jesper Jensen overtrådte reglerne om, at man blot må tage en enkelt timeout i de sidste fem minutter af kampene. Derfor blev der dømt straffekast til Herning-Ikast.

Den mulighed udnyttede Helene Fauske til at sikre gæsterne fra Herning-Ikast sejren.

Senere torsdag slog TTH Holstebro på udebane Aarhus United i en duel om den fjerde og sidste plads i pokalturneringens Final 4-stævne.

TTH Holstebro vandt 22-21, efter at vestjyderne havde været bagud med 9-12 ved pausen.

København og Odense sikrede sig de to første pladser tidligere på ugen, da de besejrede henholdsvis Nykøbing F. Håndboldklub og Viborg HK.

/ritzau/ 

Kampene i tal

Team Esbjerg-Herning/Ikast 25-26 (11-12).
    
Team Esbjerg:  Sonja Frey 7, Marit Røsberg Jacobsen 7, Kristine Breistøl 5, Vilde Ingstad 4, Marit Malm Frafjord 1, Sanna Charlotte Solberg 1.
    
Herning/Ikast:  Helene Fauske 7, Stine Skogrand 6, Jeanett Egebakken Kristiansen 5, Sarah Iversen 3, Vilde Ingeborg Johansen 2, Henriette Hansen 1, Emma Friis 1, Tonje Løseth 1.
    
Udvisninger: Team Esbjerg 2, Herning/Ikast 0.
    
Tilskuere: 1.512.    
    
    
Aarhus United-TTH Holstebro 21-22 (12-9).
    
Aarhus United:  Julie Pontoppidan 7, June Bøttger 4, Mathilde Neesgaard 3, Celine Lundbye 2, Charlotte Mikkelsen 2, Line Ellertsen 1, Annika Meyer 1, Marie Aamand 1.
    
TTH Holstebro:  Trine Knudsen 7, Kaja Kamp 6, Laura Jensen 3, Maria Mose Vestergaard 2, Camilla Pytlick 2, Nikoline Lundgreen 1, Mathilde Hylleberg 1.
    
Udvisninger: Aarhus United 0, TTH Holstebro 1.
    

Se mere