Midtjyske gazeller er hårdføre

Gazellevirksomhederne i Region Midtjylland lever i bedste velgående i årene efter kåringen.

A-Sport i Skive er en af de virksomheder, der gentagne gange har været på listen over gazellevirksomheder.
A-Sport i Skive er en af de virksomheder, der gentagne gange har været på listen over gazellevirksomheder.

Langt størstedelen af gazellevirksomhederne i Region Midtjylland lever i bedste velgående i årene efter kåringen. Det fortæller DR P4 Midt & Vest.

Væksthus Midtjylland arbejder til daglig med vækstvirksomheder i regionen, og de oplyser, at der i 2013 var 330 virksomheder på listen over gazellevirksomheder. Blot syv af disse virksomheder eksisterer ikke længere.

- Det siger noget om, at man har en levedygtig virksomhed. Der er tegn på, at de driver rigtigt fornuftige virksomheder, for det er svært at komme på gazellelisten og det er endnu sværere at blive der, siger Erik Krarup til TV MIDTVEST. 

Generel tendens

Direktøren mener, at der er tale om en generel tendens for hele området:

- Det er utroligt positivt. I 2015 var Region Midtjylland den eneste region, der havde en positiv vækst i antallet af gazeller. For mig er det et udtryk for, at de ting, der foregår i Region Midtjylland, er fornuftige økonomisk set. Der er gang i hjulene i erhvervslivet, og det er jo rigtigt godt, siger direktør i Væksthus Midtjylland, Erik Krarup, til TV MIDTVEST.

Listen over gazellevirksomheder bliver udarbejdet af Børsen. Den indeholder de virksomheder, der er vækstet særligt meget indenfor de seneste fire år op til kåringen.