Håndbold: Midtjyske favoritter smider point i målfattig ligaduel

Mandagens opgør mellem Ajax København og Silkeborg-Voel vil mest af alt blive husket for, at der var ganske langt mellem scoringerne.

20181103-173208-l_38mb.jpg
Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Blot 30 gange blev der scoret i kampen, hvor de midtjyske favoritter måtte nøjes med 15-15. Stillingen ved pausen var 6-5 til de københavnske værter, der også var tættest på at tage sejren.
Ajax førte det meste af kampen i Bavnehøj Arena, efter en jævnbyrdig indledning, hvor Silkeborg-Voels Emilie Ytting Pedersen havde givet de midtjyske gæster en 2-1-føring.

Da haluret rundede 16 minutter, bragte Nadia Kongsted Ajax foran med 4-3, og herfra førte værterne frem til det 53. minut, hvor Silkeborg-Voel fik udlignet til 14-14.
De to hold fik scoret yderligere en enkelt gang, og affæren blev afblæst, før Ajax-spillerne nåede at få sat en afslutning på kampens sidste angreb.

Det ene point betyder, at Silkeborg-Voel rykker fra ottende- til syvendepladsen i HTH Ligaen, mens Ajax overtager ligaens 11.-plads fra Randers HK.
De to hold har spillet en kamp mere end rækkens øvrige hold, der først senere på ugen færdiggør 16. spillerunde.
Efter grundspillets 26 spillerunder kvalificerer de otte bedste hold sig til slutspillet.

/ritzau/