Midtjysk ro inden landsfinale

De fem holdmedlemmer fra Vildbjerg Skole er klar til landsfinale i Smart, Parat, Svar. Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

Midtjysk ro inden landsfinale

De sidste forberedelser for 6.b på Vildbjerg Skole er i gang, inden den store landsfinale i Smart, Parat, Svar 2018 løber af stablen i Odense.

Det er blevet dagen for den store landsfinale i Smart, Parat, Svar 2018 i Magasinet i Odense. Her skal otte sjetteklasser, én klasse fra hver TV2-regions område, kæmpe om at blive Danmarks Klogeste 6. klasse. 

Fra det midt- og vestjyske er det 6.b fra Vildbjergskolen, der skal svare på spørgsmål om mad, Harry Potter og mange andre kategorier. 

Smart, Parat, Svar

  • Hvert hold består af 5 elever fra samme klasse.
  • Der bliver stillet 3 spørgsmål i den valgte kategori. Herefter får holdet 15 sekunder til at finde de rigtige svar, som skal siges til værten. For hvert rigtigt svar får holdet ét point.
  • Holdene skiftes til at få spørgsmålene, og det hold, der ender med flest point, vinder konkurrencen. 

Selvom holdet fra Vildbjerg Skole skal repræsentere deres skole og hele den midt- og vestjyske landsdel, virker de fem holdmedlemmer rolige og klar. 

- Det har været lidt svært at øve, fordi vi ikke kender spørgsmålene, men vi er klar, siger Emma Lønne Nielsen. 

Sidste forberedelser

Inden finalen for alvor går i gang, gør holdet sig lige de sidste forberedelser. Der bliver spist sandwiches, så hjernerne er klar, og en bog bliver hevet frem, så de lige kan gennemgå nogle spørgsmål om kongerækken, og hvilke konger der gjorde hvad i historien. 

Og selvom holdet har øvet og er klar, kommer der igen den jyske ro og ydmyghed frem, når man spørger, om de kan vinde.  

- Altså vi har lige så store chancer for at vinde som de andre hold, siger Emma Lønne Nielsen. 

Landsfinalen i Smart, Parat, Svar bliver sendt direkte på TV MIDTVEST's Mokka klokken 12.30. 

For at blive Danmarks klogeste 6. klasse, skal man kunne svare på nogle svære spørgsmål. Hvis du har lyst til at teste, om du kan svare på nogle af de samme spørgsmål som finaleholdene, kan du prøve det her.

Der bliver fundet en bog frem, så de sidste fakta kan komme på plads.  Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST