Midtjysk hanstork savner stadig en mage

Storkehannen, der allerede i marts slog sig ned ved Viborg, kæmper med næb og kløer for at finde en mage.

Et styk villig stork, der snart har opbrugt sin tålmodighed. Foto: Lars Mogensen © Storkene.dk

Et styk villig stork, der snart har opbrugt sin tålmodighed. Foto: Lars Mogensen © Storkene.dk

1 af 2

Blot fire dage efter, at storkerederne i Nørreådalen øst for Viborg blev sat i stand, blev en af dem taget i brug - af en hanstork. 

Det gav genlyd blandt storkeentusiaster, der nu håbede på endnu et ynglende par i Danmark. Men det er altså endnu ikke lykkedes storken at finde sig en mage, omend han gør, hvad han kan.

- Han flyver rundt og leder efter en mage og noget mad i løbet af dagen. Han kommer hjem og sover i reden om natten, men han er ved at være utålmodig nu. Han flyver nogle rigtig lange ture, forklarer Jess Frederiksen, der er formand for foreningen storkene.dk. 

Det er helt normalt, at storkene slår sig ned og venter på en mage. Men storken i Nørreådalen er ved at have travlt. Den skal nemlig gerne have fundet en hunstork at parre sig med inden midten af maj, hvis parringen skal ende med - ja, besøg fra storken.

Storke spottet ved Spøttrup

Men måske er der godt nyt på vej til den utålmodige hanstork. Fire storke blev mandag eftermiddag spottet på en mark ved Spøttrup (se billedet herunder), og nu håber Jess Frederiksen, at flokken lægger vejen forbi Viborg. 

De fire storke hyggede sig gevaldigt på en mark ved Spøttrup (den ene gemmer sig bag brønden). Foto: Finn Pedersen

- Jeg håber, at der er en hunstork iblandt dem, og at de slår sig ned og bliver. Det kan jo være, at en af dem kan være et match til storken i Nørreådalen, lyder det håbefuldt.

Det var en noget overrasket Finn Pedersen, der stødte på de fire storke ved Spøttrup. Men ifølge Jess Frederiksen er det slet ikke noget særsyn.

Storkene følger nemlig vind- og vejrforhold og trækker ofte nord på i flokke af fem til 10 stykker, når der er vind fra syd eller øst. 

- Indtil nu har storkene haft modvind, men lige nu blæser en østenvind over Danmark, der muligvis kan sende flere storke mod vores breddegrader, forklarer Jess Frederiksen.