Midtjysk fodboldspiller er svensk mester

Pernille Harder fra Ikast har vundet det svenske mesterskab med Linköping FC.

Pernille Harder

Med to runder tilbage af den svenske fodboldturnering kan Linköping FC kalde sig svenske mestre efter en sejr på 2-0 over Vittsjö. 

Mesterskabet blev en realitet, efter FC Rosengård samtidig tabt 2-1 til Eskulstuna United. Det skriver dr.dk.

De nu nykårede svenske mestre har de danske landsholdsspillere Pernille Harder og Janni Arnth i truppen. Det er især midtjyske Pernille Harders fortjeneste, at Linköping har vundet det svenske mesterskab.

Pernille Harder, der kommer fra Tulstrup ved Ikast, har været den helt store profil og har lavet hele 18 mål i 20 kampe for svenskerne. Det placerer den danske stjerne øverst på topscorerlisten. Desuden har hun med ni målgivende afleveringer også vist et godt blik for sine medspillere.

- Det er helt utroligt. Det er mit første mesterskab. Vi har ikke tabt en eneste kamp, og det har bare været helt suverænt. Det her er det, man træner så hårdt for som fodboldspiller. Det er så stort at vinde guld, siger en glad Pernille Harder til dr.dk.

Pernille Harder er 23 år og anfører på det danske fodboldlandshold. Hun er hædret som årets fodboldspiller både i Danmark og Sverige.

TV MIDTVEST har tidligere besøgt den midtjyske fodboldstjerne i Sverige.

5:14
Hun har støvsuget scenen for priser i 2015. Og forleden stod hun på scenen med Sveriges fodboldkonge, Zlatan Ibrahimovic. 23-årige Pernille Harder fra Tulstrup ved Ikast er p.t. Danmarks største fodboldstjerne