Fast Arbejde

Med brandmanden på arbejde: Vi udnytter tiden, når det ikke brænder

Når der ikke er brande at slukke, reparerer brandmændene hos Midtjysk Brand og Redning barnevogne og hjemmeplejebiler - og de elsker deres arbejde.

8:52
Midtjysk Brand og Redning er en af landets 24 redningsenheder med i alt 10 brandstationer.
Foto: Michael Andersen, TV Midtvest

- Du skal ikke have klaustrofobi. Der er jo helt mørkt, så du kan ikke se noget. Og du skal kravle og føle dig frem – men det er meget spændende.

Sådan lyder ordene fra den 27-årige brandmand og røgdykker Daniel Lange Nielsen om den del af jobbet, de fleste nok forbinder brandmænds arbejde med. 

Daniel Lange Nielsen er en af de 70 ansatte ved Midtjysk Brand og Redning, som TV MIDTVEST har besøgt til programmet Fast Arbejde. Han arbejder som beredskabsassistent, og det betyder, at han er en af dem, der skal sidde i brandbilen senest ét minut efter, at alarmen er gået.

- Jeg elsker det, siger han.

Laver meget andet end at slukke brande

Midtjysk Brand og Redning har gennemsnitligt to udrykninger i døgnet. Det efterlader en del tid til, at brandmændene kan kaste sig over andre ting, mens de venter på den næste brand- eller redningsopgave.

- I stedet for at gå og vente på, at der bliver ildebrand, så udnytter vi tiden og brandmændenes kompetencer til at løse opgaver, som alle er til glæde og gavn for borgerne i Silkeborg og Viborg kommuner, siger beredskabsdirektør, Klaus V. Hebsgaard.

Det er eksempelvis vask og reparationer af kommunernes hjemmeplejebiler og servicering af dagplejernes barnevogne og cykler, der star for skud, når brandmændene har tid tilovers.

- Vi skal jo have nogle ting at lave, mens vi venter på, at der kommer eventuelle udkald. Det er jo ikke brand og redning det hele, så derfor giver det god mening, at vi kan bruge tiden på noget andet, siger Bjarne Simonsen, der er smed og brandmand ved redningsenheden.

Bjarne Simonsen udnytter tiden til at ordne dagplejernes barnevogne på værkstedet.
Bjarne Simonsen udnytter tiden til at ordne dagplejernes barnevogne på værkstedet.

En brandmand i maven

Men den primære opgave er at slukke brande og udføre redningsopgaver. Og det er netop de udkald, der fylder hos de mange brandmænd, der egentlig bare og går venter på, at deres personlige kalder skal bippe.

Når den gør det, smider de alt, hvad de har i hænderne, og så skal det gå stærkt.

- Du får et kick. Det er der ingen tvivl om. Det giver lidt adrenalin i kroppen, men det er jo også en kunst at kunne styre det, så man ikke bare tager hovedet af og løber med det under armen. Man skal jo tænke sig om, når man suser afsted, siger brandmand Anders Simonsen og uddyber, at det er et must, at man brænder for jobbet.

- Man skal have en brandmand i maven for at være en brandmand, siger han.

27-årige Daniel Lange Nielsen er røgdykker og brandmand ved Midtjysk Brand og Redning. Når han er på plads i bilen, skal han tænde sin radio og gøre sit røgdykkerudstyr klar.
27-årige Daniel Lange Nielsen er røgdykker og brandmand ved Midtjysk Brand og Redning. Når han er på plads i bilen, skal han tænde sin radio og gøre sit røgdykkerudstyr klar.
Foto: Michael Andersen, TV Midtvest

Daniel Lange Nielsen har sin faste plads til højre bag i brandbilen. Siden han blev uddannet røgdykker for fem år siden, har han været med på mange forskellige opgaver, der har budt på lidt af hvert. Blandt andet at gå ind brændende bygninger for at lede efter personer.

- Det er meget spændende. De fleste gange kan du jo ikke se noget som helst, når du kommer ind.

Han har dog også oplevet den barske side af jobbet under en røgdykningsaktion.

- Hun overlevede desværre ikke. Hun var desværre død, da vi kom frem. Men vi fik hende med ud, fortæller han.

Når brandmændene er ude for den slags, står alle medarbejdere sammen om at hjælpe.

- Jeg har et motto, der hedder, at når vi er færdige, så er der ikke flere tilskadekommende – og det gælder også vores egne medarbejdere. Hvis der så er brug for yderligere, så er der et kriseberedskab til rådighed for samtlige medarbejdere, siger beredskabsdirektøren.

Du skal se Fast Arbejde fra Midtjysk Brand og Redning i aften klokken 19.30 eller i videoen i toppen af denne artikel.