Ståle roser FCM-træner: - Midtjylland har fået mere bold ind i holdet

FC Københavns cheftræner kan se en forskel i spillestilen hos de danske mestre efter trænerskiftet. Ståle Solbakken mener, at FC Midtjylland spiller bedre fodbold nu.

Ståle solbakken
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Fem nederlag på stribe i Herning. Det er den usædvanlige kedelige rekord for FC København efter, at københavnerne torsdag aften blev sendt ud af årets pokalturnering af de forsvarende danske mestre fra FC Midtjylland.

- Du kan godt kalde det et kompleks. Men jeg synes, at vi to eller tre af de fem gange har været det bedste hold, men alligevel har vi tabt. Vi må jo bare tage dem på hjemmebane næste gang og få vist, at vi godt kan slå dem, siger FC Københavns cheftræner, Ståle Solbakken til TV MIDTVEST. 

Den norske træner synes, at han kan se en forskel i FC Midtjyllands udtryk efter, at midtjyderne har skiftet ud på trænerposten og erstattet Jess Thorup med den tidligere U19-træner Kenneth Andersen.

- Midtjylland er et godt hold, som med den nye træner har fået lidt mere bold ind i holdet. De har lidt flere tangenter at spille på nu. Det er ikke bare dødbolde og rå kraft, som gør, at vi taber til dem. I perioder er de gode til at spille bolden rundt. Og de tre kampe, jeg har set med dem med den nye træner, synes jeg, de har lagt noget på i det etablerede spil, fortæller Ståle Solbakken.

FCM blandt favoritterne

Ståle Solbakken ærgrer sig over pokalnederlaget i Herning. Og selv om han sparede flere af profilerne, var det en kamp, han gerne ville have vundet. Med FC København ude af turneringen ser mulighederne for en pokaltriumf gode ud for FC Midtjylland. Klubben har været i fire pokalfinaler men har aldrig vundet.

- FC Midtjylland er blandt favoritterne i alle de turneringer, de deltager i i Danmark. Men om de vinder pokalen er svært at sige. Det er jo bare én dårlig kamp, og så er du ude, understreger Ståle Solbakken.

Søndag spiller FC Midtjylland ude i Superligaen mod Esbjerg fB. Og sidst i november mødes FCK og FCM i Parken.