Midtjyder har mindst sygefravær

En helt ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at midtjyderne har mindst sygefravær i Danmark.

En spritny opgørelse fra Danmarks Statistik placerer midtjyderne som klasses duks, når det kommer til sygefravær fra arbejdet.

Region Midtjylland havde det laveste sygefravær på 7,8 dage, mens hovedstadsregionen med 8,0 sygedage havde det næstlaveste. Det viser undersøgelsen, der for første gang opgør sygefraværet for hele landet, og de midt- og vestjyske sygefraværsdage ligger langt fra bundproppen Region Sjælland.

Region Sjælland trækker Østdanmark ned

De ansatte i Region Sjælland havde i 2013 landets højeste sygefravær på 9,4 dage efterfulgt af Region Nordjylland med 8,2 sygedage i gennemsnit. På grund af det høje fravær i Region Sjælland havde ansatte øst for Storebælt det højeste sygefravær på 8,3 dage, mens ansatte vest for Storebælt i gennemsnit var syge 8,0 dage om året. På hele arbejdsmarkedet var de ansatte i gennemsnit syge 8,1 dage i 2013.

Midtjyske mænd har mindst fravær

Region Midtjylland var den region, hvor mændene havde det laveste sygefravær på 5,7 dage. Kvinderne i hovedstadsregionen havde derimod det laveste sygefravær blandt kvinderne med 10,0 sygedage i gennemsnit, tæt efterfulgt af Region Midtjylland med 10,1 dage.