Midtjyde vinder ekstra månedsløn hver måned i 9 år

Der blev dobbelttjekket – igen og igen – da en midtjysk mand lørdag skrabede et lykkebringende skrabelod på danskespil.dk.

Lotto
Foto: Arkiv

Lørdag eftermiddag købte manden et skrabelod på danskespil.dk. Et Quick 7-9-13, hvor hovedpræmierne er en ekstra månedsløn hver måned i 7, 9 eller 13 år.

- Jeg kunne se på skærmen, at jeg havde vundet. Men jeg troede ikke rigtigt på det. Også selv om der var sat røde ringe om de rigtige symboler, fortæller den glade mand.

For at være helt sikker kaldte han på konen, der sad i stuen. Hun kiggede, og den var god nok. Alligevel fik han også svigersønnen til at komme forbi.

- Han hjalp med at tage et skærmbillede, og så ringede jeg til Danske Spil for at få gevinsten bekræftet, siger midtjyden.

Den var god nok.

- Det er stadig lidt svært at forholde sig til. Men nu er de første 9.000 kroner gået ind på kontoen. Det gør det jo virkeligt, siger han.

Og det vil de fortsætte med hver måned de næste 9 år. I alt 972.000 kroner løber gevinsten op i.

- Vi tager det stille og roligt. Vi er glade for gevinsten, og de skal bruges til at forsøde tilværelsen. Nogle ting bliver bare nemmere, slutter manden.

De ønsker at være anonyme, men vil godt fortælle, at de er et par i 60’erne fra Herning.