Midt- og vestjyske virksomheder bidrager til bæredygtig fremtid

00:56

Midt- og vestjyske virksomheder bidrager til bæredygtig fremtid

Ifølge miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen kan virksomheder fra landsdelen spille en stor rolle i FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen er torsdag i FN i New York for at mødes med ministerkollegaer og stats- og regeringschefer fra hele verden.

De skal diskutere, hvordan FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling, der blev vedtaget i september 2015, kan gennemføres. Esben Lunde Larsen mener, at flere midt- og vestjyske virksomheder kan bidrage til en mere bæredygtig produktion på verdensplan.

- I Midt- og Vestjylland har vi en lang række virksomheder, der bidrager til miljøteknologi, for eksempel Grundfos, som har aktier i, at man kan skabe en mere bæredygtig produktion, siger Esben Lunde Larsen til TV MIDTVEST fra New York.

For eksempel har Grundfos pumpesystemer, der bidrager til vandrensning på en bæredygtig måde

Miljø- og fødevareministeren mener, at lige netop Grundfos kan komme til at spille en stor rolle i en bæredygtig fremtid.

- For eksempel har Grundfos pumpesystemer, der bidrager til vandrensning på en bæredygtig måde. Det vil sige, at de lande rundt omkring i verden, der har problemer med spildevand og rent drikkevand til deres befolkning, har mulighed for, at dansk teknologi kan hjælpe med til at skabe et bedre liv til deres borgere, siger Esben Lunde Larsen.

Flere arbejdspladser til landsdelen

Miljø- og fødevareministeren mener ikke kun, at det er Grundfos, der kan bidrage til den bæredygtige fremtid.

- Vi har en række affaldssorteringsvirksomheder, som presser affald. Vi har virksomheder som Vestas, der laver vindteknologi, en lang række underleverandører til vindmølleindustrien. Vi har Arla, der laver bæredygtig produktion i forhold til ost, som genanvender spildevand, siger Esben Lunde Larsen.

... jo flere lande, der går ind i den her dagsorden, jo større eksportpotentiale er der inden for den her sektor for Midt- og Vestjylland

Ministeren mener, at de mange virksomheder kan være med til at skaffe arbejdspladser til Midt- og Vestjylland, hvis verdens lande når frem til en fælles løsning i New York.

- Midt- og vestjyske virksomheder kan spille en stor rolle inden for den her branche. Jo flere lande, vi kan få til at forpligte sig, jo større marked bliver der også for virksomhederne.

- Gennem den seneste generation er eksportværdien i vores grønne teknologi kun gået opad, og jo flere lande, der går ind i den her dagsorden, jo større eksportpotentiale er der inden for den her sektor for Midt- og Vestjylland. Det betyder flere arbejdspladser, siger Esben Lunde Larsen.

Esben Lunde Larsen var tidligere i dag med over Skype fra New York. Se et uddrag fra interviewet øverst i artiklen.