Spildt Arbejde: Midt- og vestjyske betjente skulle have passet på Trump

Politibetjente fra hele landet skulle have været til København i forbindelse med USA's præsidents besøg. Nu er planlægningsarbejdet spildt

I et opslag på Twitter oplyste Donald Trump i nat, at han alligevel ikke kommer på besøg i Danmark.
I et opslag på Twitter oplyste Donald Trump i nat, at han alligevel ikke kommer på besøg i Danmark.
Foto: Mandel Ngan / AFP / Ritzau Scanpix

Planlægning af præsidentbesøget har kostet politiet store ressourcer, siger formand for Politiforbundet.

- Det nu aflyste præsidentbesøg har allerede krævet store forberedelser hos politiet. Det siger formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt.

- Der har været arbejdet på højtryk hos Politiets Efterretningstjeneste (PET), Københavns Politi og Rigspolitiet i forbindelse med planlægningen af det her besøg. Så jeg ved, at det skaber store frustrationer, at man har brugt så meget tid på at forberede et besøg, der ikke bliver til noget, siger Claus Oxfeldt.

Politibetjente fra hele landet – blandt andet fra Midt- og Vestjylland skulle til København, og indkaldelse af mandskabet var i fuld gang, fortæller forbundsformanden.

- De var rigtigt langt i forberedelserne. Stort set alle politibetjente, som skulle involveres i besøget, var orienteret om, hvornår de skulle møde og under hvilke konditioner, siger Claus Oxfeldt.

Planen kan ikke genbruges

Hvor mange betjente, der er tale om, vil han af "sikkerhedsmæssige grunde" ikke udtale sig om.

- Men det er rigtig, rigtig mange, siger han og kalder opgaven for "et af de største set-ups, der har været i dansk politis historie."

Selv om præsident Trump skriver, at han udskyder besøget i Danmark, tvivler Claus Oxfeldt på, at man kan hive masterplanen for afvikling af besøget op af skuffen ved en senere lejlighed.

- Jeg er tæt på at sige, at det er spildt arbejde. Sandsynligheden for, at han skulle komme igen er nok ikke til stede før eventuelt efter næste præsidentvalg. Selv om han så skulle blive genvalgt, så vil trusselssituationen se anderledes ud til den tid. Så det vil være minimalt, hvad der kan genbruges i den forbindelse, siger Claus Oxfeldt.

Selv om forberedelserne ser ud til at være forgæves, ser forbundsformanden dog også et lyspunkt:

- Det er selvfølgelig frustrerende for de mange gode kolleger, der har brugt så ufatteligt meget tid på de her forberedelser. Til gengæld er det også rart nok i en situation med et meget presset politi, at vi så ikke skal bruge så mange ressourcer på det her besøg, som vi skulle have gjort, siger Claus Oxfeldt.