Midt- og vestjysk kaffeklub

Socialdemokratisk folketingsmedlem vil sikre, at de lokale politikere mødes for at snakke Midt- og Vestjyllands sag.

041011_Thomas_Jensen.jpg

Det socialdemokratiske folketingsmedlem fra Silkeborg, Thomas Jensen, tager nu initiativ til en kaffeklub for midt- og vestjyske politikere på Christiansborg.

Thomas Jensen siger, at han vil spørge alle de folketingsmedlemmer, der er valgt i Midt- og Vestjylland, om de vil være med til at mødes løbende for at diskutere og koordinere indsatsen til gavn for landsdelen.

Vigtigt med samarbejde

- Når vi alle er kommet på plads og kender kalenderen, synes jeg, at det er meget vigtigt, at vi mødes og taler sammen om, hvad vi i fællesskab kan gøre for vores område, siger Thomas Jensen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt er blevet kritiseret for at have dannet en regering uden politikere valgt i det midt- og vestjyske. Thomas Jensen fastslår, at folketingsmedlemmerne først og fremmest er valgt til at varetage hele rigets interesser - men siger også, at det er vigtigt, at de lokale folketingsmedlemmer arbejder sammen for at sikre områdets interesser.