Midt- og vestjysk dominans i VM-truppen

Selv om forberedelserne til VM i december først for alvor går i gang nu, har Jan Pytlick valgt at udtage det meste af sin trup.

Ni spillere kom fra midt- og vestjyske klubber, da landstræner Jan Pytlick torsdag satte navn på 15 af de 16 spillere, der skal med til VM i Serbien i december.

Det 16. og sidste navn skal findes i en gruppe på syv spillere, der skal testes i den kommende landsholdssamling.

- Vi er helt afklaret med, at det er de 15 spillere, vi skal have med til VM, og det er den grundstamme, vi kontinuerligt har arbejdet med det sidste års tid. Det er ligeledes den trup, vi glæder os meget til at arbejde videre med i den proces, som vi er i gang med frem mod VM på hjemmebane i 2015, siger Jan Pytlick i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund.

Truppen på de 15 spillere indeholder ikke de store overraskelser. Mest markant er det, at Pytlick har valgt at se bort fra Team Tvis Holstebro-målvogteren Sandra Toft, der først nu er på vej tilbage efter en knæskade. Sandra Toft siger til tv2.dk, at hun selv har valgt at melde fra.

Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at Camilla Dalby er at finde i gruppen, der skal kæmpe om den 16. og sidste plads. Gruppen tæller også Anne Sofie Hjort fra Team Tvis Holstebro og Jane Schumacher fra Skive fH.

Trine Østergaard fra FCM er derimod sikker på at få slutrundedebut.

Disse midt- og vestjyske spillere er sikre på at komme med til VM

* Ann Grete Nørgaard, Team Tvis Holstebro* Maria Fisker, Viborg HK* Stine Jørgensen, FC Midtjylland* Kristina Kristiansen,  Team Tvis Holstebro* Line Jørgensen, FC Midtjylland* Louise Burgaard, Viborg HK* Trine Østergaard, FC Midtjylland* Susan Thorsgaard, FC Midtjylland* Mette Gravholt, Team Tvis Holstebro.