Midt- og Vestjylland har skills

Landsdelen fik i weekenden flere nye danmarksmestre, da DM i Skills blev afholdt i Aalborg.

I weekenden blev Danmarks dygtigste håndværkerlærlinge kåret til DM i Skills 2014 - og elever fra Midt- og Vestjylland var flot repræsenterede på medaljeskamlerne.

Godt hver femte disciplin blev vundet af en elev fra landsdelen. En af dem er Jan Reenberg Kristensen, der er specialist i et helt særligt håndværk - han laver nemlig kister.

Det var derfor i kategorien Danmarks Bedste Maskinsnedkerelev, han hev sejren hjem til DM i Skills.

- Jeg tænker ikke så meget over, at det er lige præcis kister, jeg laver. For mig er det bare et håndværk, siger Jan Reenberg Kristensen.

Til mesterskabet skulle han dog ikke lave en kiste - tværtimod. Det var nemlig en vugge, der skulle fremstilles. Sejren blev mandag fejret med rundstykker og en stolt mester på kistefabrikken.

- Han har nogle hænder, der vender helt fantastisk, siger danmarksmesterens mester hjemme på Bækmarksbro Kistefabrik.

 

De øvrige vindere fra regionen var:

Anlægsstruktør (arbejder parvis)- Claus Smedegaard Herping - Lemvig - Mercantec - Nørgaards Fliser- Sune Thesbjerg Olesen - Spjald - Mercantec - Spjald Entreprenørforretning A/S

Murer- Anders Tonsgaard - Nykøbing Mors - EUC Nordvest - Gunnar Klausen A/S

Tagdækker - Kasper Johannesen Nielsen - Aulum - Learnmark Horsens - Sørens Tagdækning ApS

Teknisk isolatør - Mathias Urth Mortensen - Ikast - EUC Nordvestsjælland - Uldjysk Isolering

Tømrer - Daniel Kirk Hansen - Thisted - EUC Nordvest - Carsten Fisker Nørhår Tømrer og Snedker