Midt- og vestjyder vil gerne lære af Hjemmeværnet

En kampagne, der lover gode råd om førstehjælp, har gennem de seneste uger fået flere hundrede midt- og vestjyder til at tilmelde sig et online læringsforløb hos Hjemmeværnet. Distriktschef i Midt- og Vestjylland mener, at den store tilslutning vidner om et behov

dc_per_nikolajsen.jpg

Gennem de seneste uger er både unge og ældre i hele Midt- og Vestjylland blevet udfordret på Facebook med spørgsmål som Hvad gør du, når en kollega falder om? eller Hvad gør du, når dit barn kommer til skade?

Det er Hjemmeværnet i Midt- og Vestjylland der står bag kampagnen, som opfordrer borgere i alle aldre til at tilmelde sig et læringsforløb med 5 korte film, der handler om grundlæggende førstehjælp.

- På kun 4 uger har vi fået næsten 350 tilmeldinger til vores læringsforløb og nyhedsbrev. Jeg tror, det skyldes, at vi rammer et behov. Selvom mange har lært førstehjælp, kan de godt føle sig usikre i en ulykkessituation. Hvordan er det lige med stabilt sideleje? Og hvad gør jeg med hjertestarteren? Det vil man gerne have genopfrisket, siger Per Nikolajsen, distriktschef i Hjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestjylland. 

Det er kampagnebilleder som dem her, der har fået antallet af tilmeldinger til at eksplodere.
Det er kampagnebilleder som dem her, der har fået antallet af tilmeldinger til at eksplodere.

Lær at hjælpe – også for din egen skyld

Distriktschefen håber, at kampagnen kan lære danskerne at træde til, når andre kommer til skade.

- Som en del af beredskabet bliver vi i Hjemmeværnet tilkaldt, når der sker ulykker eller andre uforudsete hændelser. Men den vigtigste hjælp er den, der bliver givet hurtigt – af dem der står tættest på. Ifølge undersøgelser tøver mange med at gribe ind, fordi de ikke ved, hvad de skal gøre. Vi vil derfor gerne øse ud af vores erfaring og give folk nogle enkle huskeregler til at kunne handle hurtigt, siger Per Nikolajsen, distriktschef i Hjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestjylland. 

Kampagne skal give indblik i Hjemmeværnet

Bag den aktuelle kampagne på Facebook ligger også et ønske om at give befolkningen et bedre indblik i, hvad Hjemmeværnet har at byde på.

- Mange kender os som dem med gule veste og militæruniform, der regulerer trafikken, men det er jo kun en brøkdel af vores arbejde. Vi gør hver dag en stor indsats som støtte for det danske forsvar og beredskabet – og livreddende førstehjælp er bare en af mange kompetencer, som enhver Hjemmeværnssoldat besidder, siger Per Nikolajsen.

VIP-dag med fart, blod og ulykker

Som en del af kampagnen trækker Hjemmeværnsdistriktet lod blandt modtagerne af læringsforløbet om en helt særlig præmie. I alt 65 personer - vindere med familie eller venner – deltager lørdag den 23. september i et brag af en VIP-dag på Skive Kaserne. Her får de mulighed for at prøve kræfter med en simuleret ulykke, brug af hjertestarter, håndgranatkast – og en tur i et af Hjemmeværnets terrængående køretøjer.

- Vi glæder os meget til at vise, hvad vi kan, og til at lære deltagerne endnu mere om førstehjælp. Og så skal vi også prøve lidt af det sjove, som Hjemmeværnet byder på, slutter distriktschefen, der selv byder velkommen og er med på dagen.