Midt- og Vestjyder på Folkemøde: "En politisk festival"

Vestjylland er godt repræsenteret ved det bornholmske folkemøde. Men det er ikke kun en festival for politikere og journalister.

01:36

Lige nu er Folkemødet i fuld gang på Bornholm, og også her fra landsdelen er der mange, der har taget turen til solskinsøen.

Rigtig mange fra vores region har taget turen til folkemødet på Bornholm. Det er nemlig ikke kun en festival for politikere og journalister - Det er for alle, der interesserer sig for politik. 

To, der interesserer sig meget for politik er Sofie Boe Jensen fra Thisted og Magnus Ibsen Rishøj fra Vesløs. De er på folkemødet for første gang. 

- Det er lidt af en oplevelse. Der sker hele tiden et eller andet, siger Magnus Ibsen Rishøj. 

De to er kommet, da de er med i Thisted Kommunes ungeråd. Og for Sofie er det spændende at opleve politikerne på denne måde. 

- Man oplever dem på et menneskeligt plan, siger hun. 

- Vores Roskildefestival

Det er dog ikke kun unge vestjyder, der har taget turen til Bornholm. Det er også dem, som er blevet for gamle til at tage på Roskilde Festival. Blandt dem er parret Lis og Jørgen Hansen. 

- Der er jo også unge mennesker, der tager til Roskilde Festival år efter år, og det er vi jo blevet for gamle til. Så er det her vores festival, siger Lis Hansen. 

Et andet par, der også har taget turen, er Hanne Larsen og Niels Peter Larsen. 

- Vi har før snakket om, at det kunne være spændende at komme over og opleve, siger Hanne Larsen. 

Det er syvende gang, at folkemødet på Bornholm løber af stablen.