Midt- og vestjyder dominerer drømmehold

Midt- og vestjyder dominerer drømmehold

Fem ud af syv pladser på årets drømmehold i Boxer Herreligaen er besat af midt- og vestjyder. Michael Damgaard fra Team Tvis Holstebro er ligaens mest effektive spiller.

Divisionsforeningen Håndbold har netop kåret årets All Star hold, efter at grundspillet i Boxer Håndboldligaen er afsluttet. Og det er et hold der er domineret af spillere fra Midt- og Vestjylland.

På fem ud af syv pladser er der spillere fra midt- og vestjyske klubber. Team Tvis Holstebro er helt i top med to spillere på holdet - nemlig Michael Damgaard og Patrick Wiesmach Larsen.

Holdet er udtaget på baggrund af statistik indsamlet fra alle kampe i grundspillet. Og statistikken bliver så omregnet til point. Dermed siger point-fordelingen noget om, hvor effektive spillerne er i angrebsspillet.

Tvis-spiller topper listen

Ud over de to Tvis-spillere består holdet af Mads Christiansen fra Bjerringbro-Silkeborg, Thomas Klitgaard fra Skjern Håndbold, Sebastian Frandsen fra Ribe-Esbjerg HH, Morten Slundt fra Aalborg Håndbold og Søren Nørgaard fra Lemvig-Thyborøn Håndbold. 

Sidstnævnte er glad for at være på listen.

- Det er jo nogle gode navne på den liste, så at være i blandt dem, det er jeg da stolt over, siger Søren Nørgaard.   

Listen toppes suverænt af Michael Damgaard fra Team Tvis Holstebro. Han scorede hele 101,84 point, men blev desværre skadet i den sidste runde af slutspillet.