Michelinkok tilbage på sin folkeskole

Michelinkok og Vild med dans-deltager Dak Wichangoen besøger hendes gamle realskole i Vinderup for at lave mad med eleverne.

Dak Wichangoen er Michelinkok og tidligere elev på Vinderup Realskole. Nu er hun tilbage for at hjælpe eleverne i 10. klasse med at skrabe penge sammen til en studietur. Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

Dak Wichangoen blev kendt i hele Danmark for deltagelsen i Vild med Dans på TV2. I hverdagen er det dog hendes kundskaber i køkkenet, som gæsterne på Restaurant Kiin Kiin i København nyder godt af. Og så eleverne på Vinderup Realskole og deres forældre, som skal spise Michelinmad lavet i samarbejde med kokken, der også er tidligere elev på skolen. 

I to dage besøger hun sin gamle skole for at inspirere eleverne til at følge deres drømme.

- Jeg var ikke den skarpeste kniv i skuffen, når det kom til at stave, skrive og læse, men det skal jo ikke afholde en fra at drømme stort og komme langt i livet, siger Dak Wichangoen i køkkenet, mens hun og eleverne i 10. klasse kokkererer. 

- Man bliver inspireret ved, at hun har gået her. Hun vidste heller ikke, hvad hun ville, og så at hun elsker det, hun laver til hverdag og fandt ud af, hvad hun ville, siger elev Alberte Hastrup. 

Der er gang i køkkenet, når en tre retters menu skal være klar til både elever og forældre i aften.  Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

Tre-retters menu til elever og forældre

Stjernkokken hjælper dem med at lave en tre-retters menu, som skal spises ved et arrangement på skolen. Hele overskuddet går til klassens afslutningstur. 

- Det er mega fedt, at hun gider komme tilbage og lave det her sammen med os, siger Alberte Hastrup.

Men det er ikke kun eleverne, der har fået noget ud af de seneste dages madlavning.

Hun er ikke høj i forhold til drengene i 10. klasse på Vinderup Realskole, men i køkkenet er det Dak Wichangoens, der har overtaget.  Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

- For mig betyder det rigtig meget at komme tilbage. For mig føles det som at være hjemme. De her rammer har et eller andet sted formet mig, til den jeg er i dag, og givet mig det spark til at gøre det, jeg elsker, siger hun. 

Michelin-menuen til fællespisningen lyder på Fisk med thai-salat til forret, Kyllingebalotine med grønt og rød kokoskarrysauce samt thai-basilikum jasminris til hovedret, og til dessert en 5-spice banankage med saltet kokosis med ristet og frisk kokos. Velbekomme!

01:59 Luk video