Michael Valgren udtaget til Touren

Thyboen Michael Valgren skal for første gang med til Tour de France.

290615Valgren.jpg

Saxo-Tinkoff har udtaget de ni ryttere, der skal med til Tour de France. Det unge cykeltalent, Michael Valgren, er for første gang med på holdet.

- Det er så rart at sidde her med flybilletten til Bruxelles i morgen og skulle ned med drengene og køre røven ud af bukserne og forhåbentlig kan tage en Tour-sejr til Alberto. Det er ubeskriveligt, siger Michael Valgren til TV 2 SPORT.

Den 23-årige Thybo, der stammer fra Østerild, blev i januar kåret til årets danske cykelrytter 2014. Sidste år vandt han DM-guld, fik en sejr ved Post Danmark Rundt og var med til at sikre Alberto Contador sejren i Vuelta a España.

Og det er netop rollen som hjælpe-rytter for Contador, der har sikret ham en Tour-billet, mener Valgren.

- Jeg tror, det har været de løb, jeg har kørt med Alberto de foregående løb i år og sidste år. De ved, hvad jeg står for og kender mine kvaliteter. Det var måske noget af det, de havde brug for i Tour'en, siger Valgren til TV 2 SPORT.