Michael Valgren skifter hold

Michael Valgren skifter fra Astana til Dimension Data, hvor han har fået en toårig kontrakt.

Michael Valgren stammer fra Østerild i Thy. Her ses kan i 2016.
Michael Valgren stammer fra Østerild i Thy. Her ses kan i 2016.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Efter to sæsoner hos holdet Astana skifter den danske cykelstjerne Michael Valgren hold fra den kommende sæson.

Valgren har skrevet under på en toårig kontrakt med Dimension Data. Det oplyser holdet i en pressemeddelelse.

- Jeg er ekstremt begejstret over at skifte til Dimension Data. Det er en stor mulighed for mig at komme på et hold, der er opsat på at bygge en klassikertrup, siger Michael Valgren.

26-årige Valgren er i gang med en fremragende sæson hos Astana. Højdepunktet var, da han kørte solo over stregen i Amstel Gold Race og vandt den hollandske klassiker.

Siden vandt han også Omloop Het Nieuwsblad og hentede en fornem fjerdeplads i Flandern Rundt.

I det netop overståede Tour de France var han en vital hjælper i et langt udbrud, da holdkammeraten og landsmanden Magnus Cort triumferede på 15. etape.

Det er præstationer som disse, der har gjort indtryk på Douglas Ryder, holdleder på hos Dimension Data.

- Michaels tiltrædelse er et stort scoop for Dimension Data. Han har været en af de fremtrædende ryttere i 2018 med sine tidlige sejre og meget stærke præstationer i Criterium du Dauphiné og Tour de France, siger Ryder.

- Michaels underskrift er endnu et skridt på vores rejse mod sportens top generelt og et boost til vores klassikerkampagne, hvor vi viste god form tidligere på året.

Valgren indledte sin professionelle karriere hos Glud & Marstrand, hvor han kørte fra 2011 til 2013. Derefter kørte han i tre sæsoner for Tinkoff-Saxo, inden Astana blev hans arbejdsgiver.

Danmarksmesteren på landevej fra 2014 har deltaget i Tour de France de seneste fire år.