Michael Valgren droppede Froome for at køre sin chance

Det var trangen til at prøve sig selv af, der fik Michael Valgren til at vælge Astana i stedet for Sky og BMC.

Michael Valgren

Den danske cykelrytter Michael Valgren sagde nej tak til en kontrakt med Team Sky, før han besluttede sig for at skrive under med Astana.
    
- Jeg vil gerne ud og prøve at se, om jeg er god nok til at vinde cykelløb.
    
- Jeg har kørt tre sæsoner hos Tinkoff, hvor jeg har arbejdet røven ud af bukserne for Alberto (Contador red.). Og jeg kan se, at måden som SKY og BMC kører på er fuldstændig lige sådan, siger Michael Valgren til TV2 Sport.
    
Hos Team Sky ville Valgren sæsonfokus have været på at skulle hjælpe Chris Froome, og også hos BMC kunne han forvente en rolle som hjælperytter for Richie Porte.
    
Valgren var både i dialog med Team Sky og BMC, før valget altså faldt på Astana, som ifølge danskeren viste størst interesse.
    
Sammen med Jesper Hansen kører han derfor for det kasakhiske hold i næste sæson, og her bliver Valgren holdkammerat med danske Jakob Fuglsang.
    
- Jeg har talt meget med Jakob og forhørt mig om, hvordan og hvorledes de gør det. Havde det ikke været for ham, så havde jeg heller ikke fået de informationer, jeg har fået. Han har været en stor grund til skiftet, siger Michael Valgren.
    
Både Michael Valgren og Jesper Hansen har indgået toårige kontrakter.
    
Michael Valgren vandt søndag Postnord Danmark Rundt for anden gang i karrieren.
    
Valgren er hentet til Astana for at forstærke holdet i klassikerne, mens Jesper Hansen skal hjælpe Fabio Aru i bjergene i de store etapeløb.
    
Ud over at have vundet det største danske etapeløb to gange, så er Valgren tidligere dansk mester på landevej.
    
/ritzau/