Michael og Morten fik en dusør fra politiet

Michael og Morten fik en dusør fra politiet

To borgere fik en dusør på 1000 kroner for at hjælpe politiet. De har gjort noget ekstraordinært, siger lederen af lokalpolitiet i Herning.

Lokalpolitiet i Herning uddelte onsdag dusører og store skulderklap til to borgere, der hjalp ordensmagten med at anholde tyveknægte.

- De har begge gjort en forskel - noget som man ikke kan forvente, og som vi normalt ikke vil opfordre folk til at gøre. Men de har gjort noget ekstraordinært, og det synes vi, at de skal have en dusør for, siger lederen af lokalpolitiet i Herning, vicepolitiinspektør Kell Svenningsen.

Morten Skjærbæk fra Kibæk fik sin dusør for i august sidste år at følge efter tre indbrudstyve, så politiet senere kunne anholde dem. Den unge vestjyde fortalte dagen efter i TV MIDTVEST, at han besluttede at følge efter tyvene, fordi hans familie tidligere havde været plaget af indbrud.

Michael Bay Nielsen fra Vildbjerg fik sit kontante klap på skulderen, fordi han i september foretog en civil anholdelse af en udenlandsk kvinde, der havde stjålet en taske fra en kvinde på en invalidecykel på Bredgade i Herning.

De to mænd fik hver en dusør på 1000 kroner.

01:42 Luk video