MGP: Boxen er favorit

Boxen i Herning er klar favorit som hjemsted til næste års Melodi Grand Prix ifølge bookmakerne.

Både Unibet og Betsafe udråber nu Boxen i Herning som favorit til at holde det Europæiske Melodi Grand Prix i 2014. Dermed placerer de begge hedens hovedstad foran landets hovedstad.

- Det er DR, der skal organisere showet, og de vil være interesserede i, at lyden er i orden, og at økonomien er god. Begge dele taler efter vores vurdering til Hernings fordel. Uldjyderne vil være mere villige til at bidrage økonomisk end københavnerne, og de vil også være langt mere fleksible, siger oddssætter hos Betsafe Thomas Holm. Han sætter Hernings odds til 1,80, mens København er lige i hælene med odds 1,90.

Unibet tror også mest på et grand prix i det midtjyske. De giver 1,75 gange pengene igen på et arrangement i Boxen, mens et spil på København giver 2,00 gange pengene igen.

- Oddssætterne tror, at Herning har en stor stjerne hos DR efter mange vellykkede arrangementer, ligesom Parken lydmæssigt er noget af en risiko, siger pressechef Per Marxen fra Unibet.

Han mener desuden, at årets show er tegn på en tendens hos arrangørerne EBU.

- Derudover ved vi jo, at EBU gerne ser, at det bliver som i Sverige, altså mere afdæmpet og ikke så stort som tidligere set. At svenskerne valgte Malmö frem for Stockholm, kan komme til at danne præcedens.