MF'ere om bioethanol-anlæg: Der skal findes en løsning

Flere partier ønsker at finde en løsning, så man alligevel kan komme videre med planerne om Maabjerg Energy Center.

Maabjerg Energy Concept1
Foto: www.maabjergenergycenter.dk

Både SF, Socialdemokraterne, De Konservative og De Radikale. ønsker alle en løsning, så man alligevel kan komme videre med planerne om at lave et andengenerations bioethanolanlæg i Maabjerg ved Holstebro.

Det står klart efter Folketingets partier i formiddags fik en orientering om, hvorfor Danmarks Grønne Investeringsfond ikke ønskede at støtte projektet.

- Det er meget ærgerligt, hvis Danmark og især Vestjylland glipper chancen for så mange arbejdspladser. Derfor vil vi ikke give op. Venstre skal sætte sig i spidsen for at finde en løsning, siger Andreas Steenberg, energiordfører for Radikale Venstre, som gerne ser, at staten går ind og løfter en del af ansvaret for, at projektet bliver genstartet.

Venstre er ikke klar med en fuld statsgaranti, men partiet er klar til at se på en løsning, hvor staten også spiller en rolle i finansieringen.

- Bioethanol-projektet er hjerteblod for Venstre, og lige pludselig er der kommet omsorg fra de øvrige partier. Det glæder os, at vi ikke står alene nu. Ind til nu har ingen partier været villige til at bruge statens penge som garanti under projektet, men nu skal vi finde ud af, hvor langt de er villige til at gå, siger Thomas Danielsen, energiordfører for Venstre.

Senere på ugen vil regeringen indkalde alle partierne i Folketinget til en ny drøftelse af projektet.