Metallica kommer til Herning

Der er lagt op til det helt store brag i Boxen.

Metallica
Foto: Samuel McWilliams via Flickr

Rockbandet Metallica kommer til Herning 27. marts næste år og optræder i Jyske Bank Boxen.

Metallica har netop offentliggjort den europæiske del af deres WorldWired Tour, som i forbindelse med deres nye album "Hardwired...To Self-Destruct" bringer dem rundt i Europa. På turen fra Amsterdam til Helsinki bliver der plads til et stop i Herning, hvor metal-legenderne giver koncert i Jyske Bank Boxen 27. marts 2018.

- Det er en stor glæde for os at få lov at byde Metallica velkommen i Jyske Bank Boxen i Herning, og vi ser frem til et brag af en koncert. Vi vil gerne rette en særlig tak til koncertarrangøren Live Nation for at gøre denne koncert mulig. Vi glæder os meget til en historisk aften sammen med Metallica og bandets mange fans, siger Georg Sørensen, administrerende direktør for MCH A/S i en pressmeddelelse.

Verdensband

Metallica blev dannet i 1981 af trommeslager Lars Ulrich og vokalist James Hetfield, og er siden blevet en af de mest indflydelsesrige og kommercielt succesfulde rockbands i historien. Med mere end 110 millioner solgte albums på verdensplan, har de spillet for millioner af fans på bogstavelig talt alle syv kontinenter - inklusiv Antarktis.

Der bliver således noget at glæde sig til for de danske fans, når Metallica vender tilbage til Danmark.

Billetsalget starter den fredag den 24. marts klokken 10. For medlemmer af fanklubben vil det dog være muligt at få billetter tidligere.