Metallica høster ros hos anmeldere trods dårlig lyd

Ekstra Bladet og Gaffas anmeldere var godt underholdt, da Metallica gæstede Herning tirsdag aften.

Metallica får fire stjerner i Ekstra Bladet for koncerten i Boxen (arkivfoto).
Metallica får fire stjerner i Ekstra Bladet for koncerten i Boxen (arkivfoto).
Foto: Nils Meilvang / Ritzau Scanpix

Det efterhånden legendariske rockband Metallica var tirsdag tilbage på dansk grund, da kvartetten med danske Lars Ulrich bag trommerne gæstede Jyske Bank Boxen i Herning.

Og selv om medlemmerne alle er i midten af 50'erne, så formår de stadig at levere varen.

Det vurderer i hvert fald Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo.

- Det er længe siden, Metallica var skræmmende, men kvartetten fra Californien kan stadig være skræmmende gode, skriver anmelderen blandt andet.

Trods enkelte kiks på scenen kvitterer Thomas Treo med fire stjerner for en omgang solid underholdning i det jyske.

- Det blev en aften, hvor legionærerne på godt og ondt - mest godt - konsoliderede de senere års status som giganter inden for uhøjtidelig metalunderholdning for hele familien, skriver Thomas Treo.

Musikmagasinet Gaffas anmelder er en smule mindre begejstret for det, han så og hørte i Boxen.

Han giver således tre stjerner for koncerten, der ifølge anmelderen var plaget af dårlig lyd.

- Absolut en underholdende, velspillet og visuelt vellykket aften, hvor hovedparten af sætlisten var som forventet, men man burde altså kunne forvente bedre lyd af et band i den liga, skriver anmelderen.

Tirsdagens koncert var Metallicas optræden nummer 16 i Danmark siden årtusindskiftet.

    

/ritzau/