Mestertræner: Drop udvidelse af Superligaen

FC Midtjyllands cheftræner Glen Riddersholm mener ikke, der skal uddeles fribilletter til den bedste danske fodboldrække.

040615Glen.jpg

- Jeg føler ikke, at vi skal udvide Superligaen med flere hold. Det er vi slet ikke dygtige nok og stærke nok til i Danmark. Niveauet er ikke til det. Det vil ganske enkelt være at give for mange fribilletter, og det har vi ikke brug for.

Sådan siger cheftræneren for de danske mestre, Glen Riddersholm, torsdag til Fodboldmagasinet 4:4:2 på TV MIDTVEST. Onsdag mødtes det hollandske firma Hypercube med de 24 klubber fra Superligaen og 1. division for endnu engang at forsøge at finde frem til en fremtidsmodel for Danmarks bedste fodboldrække.

- Det, vi har brug for, er en stærk konkurrence. Den vigtigste forudsætning for en ændring af Superligaens struktur var, at vi skulle have en Superliga, der kunne konkurrere bedre i udlandet. Det tror jeg ikke, vi får ved at gøre ligaen bredere i bunden, understreger FC Midtjyllands cheftræner, Glen Riddersholm.

Glen Riddersholms kollega i Hobro IK, Jonas Dal, kan godt forstå, at Riddersholm ikke er til 14 hold i Superligaen, når nu han repræsenterer de danske mestre.

- Men vi må se på, hvad fodbolddanmark får mest ud af. Det er klart, at vi har nogle særinteresser alt efter, hvilken klub vi kommer fra. Når jeg kommer fra Hobro, vil jeg gerne have, at der er så mange hold som muligt i Superligaen, for det betyder, at vores overlevelseschancer er større. Trods en fin sæson skal vi nok ikke op og bide skeer med FCM og FCK, siger Jonas Dal.

AaBs assistenttræner, Allan Kuhn, er også med i torsdagens udgave af Fodboldmagasinet 4:4:2, og han er parat til en udvidelse af Superligaen.

- Jeg synes, vi har faciliteter og spillertrupper rundt omkring til det. Så ja, der er plads til 14 hold. Jeg synes, det er meget vigtigt, at man får rodet lidt rundt i turneringsformen. Nu har jeg været med til de her 33 runder 10 år i træk, så jeg synes, det er fedt, at der kommer til at ske noget nyt, understreger Allan Kuhn.

De 24 klubber skal mødes igen den 10. juni i Odense. Hvis de kan nå til enighed om et fremtidigt format, skal det vedtages af Dansk Boldspil-Unions (DBU) bestyrelse på et møde den 20. juni, inden formatet kan træde i kraft.