Merrild kræver politisk handling

Landbrugets tilstand er nu så kritisk, at de danske politikere må træde i karakter. Det mener Landbrug og Fødevarer-formand, Martin Merrild.

Gris.jpg

Situationen for landets mange landmænd, der er økonomiske klemte pga. Ruslands boykot, er nu så slem, at formanden for Landbrug & Fødevarer kræver politisk handling.

- Vi skal ikke stikke labben frem, hver gang det går skidt, og bede om offentlig forsørgelse. Men denne gang er ikke "hver gang" - situationen er tilspidset og alvorlig, lød det i dag fra Martin Merrild, da han holdt sin beretning på erhvervsorganisationens delegeretmøde i Herning.

Fødevaresektoren, der nu lider under manglende eksport til især Rusland, beskæftiger knap 170.000 mennesker. Sidste år eksporterede sektoren for 156 mia. kr., derfor får de økonomiske problemer ikke kun konsekvenser for landbruget, mener Martin Merrild.

- At lade os i stikken, er at lade Danmark i stikken, sagde han fra talerstolen til de 900 delegerede og gæster - herunder fødevareminister Dan Jørgensen og miljøminister Kirsten Brosbøl.

Martin Merrild mener bl.a., at EU bør give støtte til oplagring af grise, så priserne i en periode kan blive stabiliseret.

Merrilds krav kommer efter, at Dan Jørgensen allerede i går i Jyllandsposten bebudede, at regeringen vil indføre krisestøtte til de danske landmænd og slagterier.