Mere patientinddragelse hjælper multisyge

Nyt studie i Region Midtjylland viser, at hverdagslivet har afgørende betydning for om multisyge patienter magter at følge behandlings- og forebyggelsestilbud.

travlhed-hospital,personale 150713_1.jpg

Et stigende antal danskere lever med flere sygdomme, også kaldet multisygdom. CFK - Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland har derfor i samarbejde med Danske Patienter fulgt og interviewet en række mennesker med flere sygdomme for at finde ud af, hvordan de i praksis håndterer sygdommene i hverdagen og i mødet med sundhedsvæsenet.

Lisbeth Ørtenblad, forsker ved CFK, Region Midtjylland vurderer på den baggrund, at patienternes hverdagsliv har væsentlig betydning for, hvordan samarbejdet med sundhedsvæsenet foregår.

- Multisyge patienters behandlingsforløb er ofte vældig komplekst, og de forsøger at navigere i kløften mellem, hvad de har resurser til og de mange behandlingskrav. Det er en svær opgave og hverdagslivet spiller ofte en væsentlig rolle for, hvordan de vælger tilbud i sundhedsvæsenet til og fra. Derfor er det vigtigt, at patienterne inddrages meget konkret i planlægning af behandling og pleje, så man kan tage højde for deres prioriteringer i hverdagen, siger Lisbeth Ørtenblad.

Multisygdom forekommer oftere blandt kortuddannede mennesker end blandt højtuddannede, og uligheden forstærkes, jo flere sygdomme man har. Undersøgelsen tager derfor afsæt i den sociale skævhed og fokuserer på kortuddannede.

- Formålet er at kunne pege på tiltag, der kan mindske uligheden i det behandlende sundhedsvæsen, og bidrage til at alle patienter får det optimale udbytte af behandlingen, siger Alexandra Jønsson, forsker fra Danske Patienters Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet.

Fakta:

• Ifølge den nyeste Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP), oplever over 40 procent af de indlagte patienter, at de og deres pårørende kun i nogen grad, i mindre grad eller slet ikke har mulighed for at deltage i beslutninger om behandling. • 35 procent af danskerne mellem 25 og 79 år lider af to eller flere sygdomme. • Forekomsten af multisygdom er steget fra 30 til 35 procent fra 2006 til 2013. • 50 procent af mennesker med multisygdom har en kort uddannelse, mens kun 28 procent har en lang uddannelse.