Mere økologi i professionelle køkkener

Private og offentlige køkkener købte økologiske varer for 1,3 milliarder i 2014. Det er en stigning på 33 procent på et år.

17092015 Oekoefterskole.jpg

Der bliver servereret masser af økologi for ældre på plejehjem, syge på sygehuse og børn i daginstitutioner. Og også i private restauranter og caféer.

I 2014 blev der solgt for 1,3 milliarder kroner økologiske varer til professionelle køkkener i Danmark. Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik. Det er en stigning på 33 procent i forhold til 2013 og cirka en tredobling sammenlignet med for fem år siden.

- Vi begynder nu for alvor at se resultatet af den politiske målsætning om 60 procent økologi i landets offentlige køkkener, som er en vigtig motor i forhold den økologiske omlægning af landbruget. Det er en meget positiv udvikling, som sammen med en massiv efterspørgsel på økologiske varer i dagligvarehandlen udgør et stærkt incitament for konventionelle landmænd til at blive økologer, siger formand for Økologisk Landsforening, Per Kølster i en pressemeddelelse.

Flere kommuner kommer med

I alt er 30 kommuner indtil videre hoppet med på bølgen og har omlagt til økologi. Økologisk Landsforening forventer større vækst i de kommende år, når flere offentlige køkkener bliver klar til omlægning. I alt laver de offentlige køkkener 800.000 måltider om dagen.

Med udgangspunkt i et nontat med erfaringer fra tre grossister, Dansk Cater, Catering Engros og Hørkram så stiger andelen af danske råvarer, mens importen falder. Og det glæder Økologisk Landsforening.

- Det bekræfter, at køkken-omlægningen kommer de danske økologiske landmænd til gode og får direkte og positive effekter for dansk natur og dansk grundvand. Derfor er det utroligt vigtigt, at politikerne fortsat bakker op om omlægning til økologi i de offentlige køkkener, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Sammenlagt udgjorde den den offentlige sektors køkkener cirka 40 procent af det økologiske marked til professionelle køkkener., svarende til 526 mio. kroner.

I indslaget her på siden kan du se, at Nørre Nissum Efterskole nu brander sig på at have et økologisk køkken.