Mercantec vinder DM i Skills for gulvlæggere

Philip Knudsen fra gulvskolen på Byggetek, en del af Mercantec, vandt lørdag danmarksmesterskabet for gulvlæggere ved DM i Skills i Fredericia.

En glad Philip Knudsen får overrakt vindertrofæet af  statsministeren.
En glad Philip Knudsen får overrakt vindertrofæet af statsministeren.
Foto: Privatfoto

Han har tegnet, udmålt, klippet, skåret, hamret og limet foran tusindvis af tilskuere i Messe C i Fredericia i tre dage.

Nu kan 21-årige Philip Knudsen, i lære hos Burchardt Gulventreprise A/S i Kolding, kalde sig Danmarks bedste gulvlægger.

Vindertrofæet blev uddelt af Statsminister Lars Løkke Rasmussen ved en stor afslutningsceremoni ved DM i Skills lørdag eftermiddag.

Udover DM-titlen vandt Mercantecs anlægsstruktør Henrik Lindholdt Haahr Arbejdsmiljøprisen, der uddeles inden for de 17 konkurrerende bygge- og anlægsfag.

Deltagerne bliver bedømt på deres evne til at holde orden og ryddelighed, håndtere tunge byrder, undgå dårlige arbejdsstillinger, håndtere maskiner og værktøjer samt bruge personlige værnemidler.

DM i Skills er Danmarksmesterskaberne i erhvervsuddannelser.

I en fyldt Messe C i Fredericia blev vinderne af DM-titlen i 36 forskellige fag hyldet én for én.

Mesterskaberne blev en kæmpe publikumsmagnet med over 60.000 besøgende, oplyser Mercantec i en pressemeddelelse.