Mentorordning skal få mænd til at tale om kræft

Når nogen får en kræftdiagnose, har specielt mænd svært ved at snakke om det. Det vil et initiativ fra Kræftens Bekæmpelse i Herning gøre op med.

Foto: Jonas Gravgaard, TV MIDTVEST

På Kræftcenteret i Herning startede man i april en mentorordning for kræftramte mænd. Det gjorde man for at få flere mænd til at snakke om deres sygdom. 

- Jeg kunne mærke, at jeg godt kunne bruge en at snakke med om det forløb, jeg havde været i gennem. En som har oplevet lidt af det samme, som jeg har været igennem, siger Yvon Lefeuvre, der i januar fik konstateret kræft i højre mandel. 

Igennem mentorordningen fik han Niels Sand som mentor. Niels Sand havde selv tidligere været igennem et kræftforløb med halskræft.

Det var meget positivt at se, hvor langt han var nået på et år. Det var det, der hjalp mig med at se, der kan jeg også komme til.

Yvon Lefeuvre, Mentee

-At møde Yvon var ligesom at møde en tillidsvækkende person, som jeg syntes om med det samme, siger Niels Sand.

- Ja, Vi kom ret hurtig tæt på hinanden, siger Yvon Lefeuvre.

For Niels Sand var det en positiv oplevelse i forbindelse med sin egen kræftsygdom, der fik ham til at melde sig som mentor.

- Da jeg blev ramt af kræft for 14 måneder siden, var jeg så heldig selv at møde nogle mennesker, som også havde fået opereret deres strube og talecenter. Det møde jeg havde med de mennesker gjorde, at jeg fik et helt andet syn på, hvordan mit liv skulle være, når jeg blev helbredt for kræft, siger han. 

Mentoren tager kontakten

Det er den oplevelse, Niels Sand sammen med 15 andre mentorer forsøger at videregive til andre kræftsyge. Mentorpar bliver sammensat, så personer med lignende diagnoser og personligheder møder hinanden. Efter et par er sat sammen, skal mentoren optage kontakten.

- Jeg spurgte Yvon, om jeg skulle komme ud til ham, eller han skulle komme ud til mig, han vælger at komme ud til mig, fortæller Niels Sand.

Den direkte kontakt fra Niels Sand gjorde det nemmere for Yvon Lefeuvre at tale om sin sygdom. 

-Han fortalte om sit forløb, og hvor han var i dag, bagefter gjorde jeg det samme. Bagefter havde jeg nogle spørgsmål, om de samme ting som vi havde været igennem med stråling og kemo og den slags ting. Det var meget positivt at se, hvor langt han var nået på et år. Det var det, der hjalp mig med at se, der kan jeg også komme til. Det hjælper meget psykisk, siger Yvon Lefeuvre. 

Mentorordningen er blevet til, fordi mænd generelt har langt sværere end kvinder ved at snakke om deres sygdom. Den virkelighed kan Yvon og Niels genkende.

- Vi snakker sammen på en anden måde, end man snakker med en kvinde eller med sin hustru eller sin kæreste. Man kan komme på nogle lidt dybere samtaler, uden at man har lyst til at skåne den anden, som man nogle gange gør derhjemme, siger Yvon Lefeuvre.

- Det er ganske uforpligtende, vi kan jo tale om alt, uden at det kommer videre. Og uden at der er andre, der behøver at finde noget dybsindigt i det, man taler om, så er det nemt og uforpligtende, uddyber Niels Sand.

Kræftrådgivningen i Herning optager løbende nye mentorer og mentees.