Mens vi venter... er der trav i Skive juleaftensdag

Foto: Arkiv

Mens vi venter... er der trav i Skive juleaftensdag

For første gang er en dansk travbane klar med væddeløb den 24. december.

Hvis man mangler noget at få tiden til at gå med juleaftensdag, er Skive Trav klar med et tilbud.

Banen arrangerer løbsdag den 24. december, og det er ikke alene første gang i banens historie. Ifølge banechef Steen B. Nielsen er det også første gang, en dansk travbane arrangerer væddeløb juleaftensdag.

- Vi håber selvfølgelig, at det bliver en stor succes. Vi har et flot program med 100 heste i ni løb, så hesteejerne bakker virkelig op, selv om mange af dem kommer fra Aalborg og Aarhus. Der er fælles nordisk spil, og da vi er den eneste bane med løb i Danmark, Sverige og Norge juleaftensdag, er jeg også sikker på, at vi når en flot omsætning på spillet, siger Steen B. Nielsen.

Læs også Diamantbryllupspar donerer halv million til travbane

Gratis entré

Spørgsmålet er så, om publikum også bakker op og møder op på travbanen.

- Jeg kan simpelthen ikke vurdere, hvor mange der kommer. Vi har gjort en ekstra indsats for at markedsføre dagen, og der er gratis entré, så vi håber, at mange vil tage børnene med herud for at få tiden til at gå. Første løb begynder allerede klokken 11, så man kan nå at komme hjem i god tid, siger Steen B. Nielsen.

Det er Dansk Hestevæddeløb, der bestemmer hvor og hvornår der køres trav i Danmark. Banechefen i Skive indrømmer gerne, at han er spændt på, hvordan det skal gå, men han var alligevel klar på udfordringen, da han blev præsenteret for idéen.

- Jeg er selvfølgelig positiv, fordi jeg tror på, at vi kan få folk på banen, og fordi jeg kan se en gevinst i spillet, når vi nu er den eneste nordiske bane med løb den dag, siger han.

Eksternt link - se programmet her.