Mens det brændte på 4. sal: Hussein frygtede for sin forretning i stuen

En helt almindelig arbejsdag blev meget dramatisk for indehaveren af Berlin Döner i Viborg. Pludselig var der ild i en lejlighed fire etager over hans forretning.

Hussein Hussein oplevede fredag formiddag en brand på tættest hold. Han driver nemlig et pizzeria i underetagen på den ejendom, hvor ilden for alvor fik fat. Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

En 26-årig mand erkendte søndag i retten i Holstebro, at han satte ild til sin egen lejlighed i Viborg fredag formiddag.

Læs også 26-årig brandstifter: Det var en symbolsk handling

Manden forklarede, at han brændte lejligheden af for at komme videre, efter han var blevet smidt ud af sit hjem. En af dem, der oplevede flammerne helt tæt på, var Hussein Hussein. Han var i sit pizzeria, Berlin Döner, nederst i bygningen, da ilden fik fat.  

- Jeg hørte et brag, ligesom en bombe, forklarer han.

Han gik udenfor for at tjekke, om det var skiltene foran pizzeriaet, der var væltet. Men det var det ikke. Han gik indenfor igen, men der var stadig noget, der ikke var, som det skulle være. Og da han igen gik udenfor og kiggede op, så han ilden.

- Det var ligesom benzin. På fem minutter blev det helt stort, siger Hussein Hussein.

Branden på 4. sal var så voldsom, at lejligheden, hvor branden var startet, udbrændte. Og undervejs var Hussein Hussein da også bange for, at det skulle gå ud over hans forretning i stueetagen, men så galt gik det heldigvis ikke.

Læs også Brandstifter melder sig selv efter lejlighedsbrand

- Min forretning er okay. Efter to timer kom der vand ned et par steder, og det hele blev sort, men det har jeg vasket to-tre gange, forklarer han. 

Den 26-årige beboer blev i dag varetægtsfængslet i surrogat, altså til behandling, frem til 16. marts. Han skal desuden mentalundersøges. Han er sigtet for kvalificeret brandstiftelse og for at bringe andre i overhængende fare for at kunne komme til skade. 

01:43 Luk video