Menneskesmuglersag: Nægter sig skyldig

Kvinden, der er tiltalt for at stå bag indsmuglingen af 1049 filippinere, nægter sig skyldig.

Ny ret, Holstebro, bygning.jpg

Den 43-årige filippinske kvinde fra Thy, der i retten i Holstebro står tiltalt for at have smuglet over tusinde filippinere ind i landet og videre ud i Europa, nægter sig skyldig i menneskesmugling.

Kvinden, som er tiltalt for at være bagmand i den største sag om menneskesmugling i Danmarkshistorien, erkender dog at have givet urigtige oplysninger til udlændingestyrelsen i en række tilfælde, men i 300 tilfælde og ikke de 1049, hun er tiltalt for.

Kræver udvisning

Kvinden, der i 2001 kom til Danmark med sine tre børn på 9, 11 og 13 år, har torsdag forklaret i retten, at formålet var at give de filippinerne, der har familie i Danmark og andre Schengen-lande, bedre mulighed for at komme på besøg.

Under torsdagens retsmøde er det blandt andet kommet frem, at kvinden i forbindelse med askeskyen i 2010 betalte flere hundrede taxa-regninger til Paris for de besøgende, når de landede i København. Ifølge anklageren koster en enkelt tur imellem 15.000 og 17.000 kroner.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om udvisning af kvinden med indrejseforbud til Danmark for bestandig. Strafferammen for organiseret menneskesmugling er på otte års fængsel.