V roser protestforening: - Men der er ikke flertal for at rykke kystnære møller ud

Venstre ser gerne, at de kystnære vindmøller bliver rykket længere ud på havet. Så protestforeninger har deres berettigelse, men den politiske opbakning er der ikke.

Thomas Danielsen køber ikke elevernes bekymringer om nye fraværsregler.
Thomas Danielsen køber ikke elevernes bekymringer om nye fraværsregler.
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Venstres Thomas Danielsen, der er formand for Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg, hilser foreningen, Stop Vesterhav Nord, velkommen. Men han frygter også, at løbet kan være kørt.

- I dag er der ikke et flertal for at rykke møllerne ud på havet, siger han til TV MIDTVEST.

Foreningen er modstander af planerne om at opføre kystnære havvindmøller i Lemvig Kommune.

- Jeg kan godt forstå, at man er dybt frustreret over, at man placerer kystnære vindmøller i et fuldstændigt jomfrueligt område, og det er også derfor, at vi er et politisk mindretal bestående af Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre, der har forsøgt at droppe de her kystnære vindmøller og få dem ud på havet som rigtige havvindmøller, men vi hverken havde eller har i dag et flertal for det, uddyber Danielsen.

- Gambler med den folkelige opbakning

Foreningen blev stiftet lørdag med stor tilslutning fra både nær og fjern. Og Thomas Danielsen mener, at det er nødvendigt, at politikerne på Christiansborg lytter.

- Vi gambler med hele den folkelige opbakning til den grønne omstilling, når man placerer havvindmøller kystnært i fuldstændigt jomfrueligt område.

En ny VVM-undersøgelse er netop blevet sat i gang. En proces, Stop Vesterhav Nord håber at kunne påvirke. Foreløbigt vurderer Thomas Danielsen, at det vil udskyde vindmølleprojektet i et år. 

2:22