Meldte sig selv: Ville smadre sin eks

En 35-årig mand har truet sin ekskæreste. Nu er han varetægtsfængslet i surrogat.

En 35-årig mand fra Herning-området har truet sin ekskæreste, fordi hun havde meldt ham for voldtægt.

- Han havde ringet til alarmcentralen og sagt, at han ville køre ned og smadre ansigtet på sin ekskæreste, så politiet kørte ned til ekskæresten og ventede på, at han kom, fortæller anklager Gorm Søgaard Lund fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør og efterfølgende varetægtsfængslet i surrogat frem til den 19. december.

- Han er anbragt på psykiatrisk afdeling, siger Gorm Søgaard Lund.

Politiet er lige nu i gang med at efterforske ekskærestens anklage om voldtægt.