Meldt til politiet for dårligt indeklima

Venstres folketingsmedlem mener, at Arbejdstilsynet skyder langt over mål i en sag om Snejbjerg Skole.

- Eklatant mangel på fornuft.

Sådan siger Venstres folketingsmedlem Inger Støjberg (V) om Arbejdstilsynets politianmeldelse af Herning Kommune i en sag om Snejbjerg Skole.

Arbejdstilsynet har meldt sagen til politiet, fordi kommunen ikke har sikret et sundt indeklima på skolen. Skolen er plaget skimmelsvamp, men Herning Kommune mener, at det vil være spild af penge at lave større ændringer, fordi det for længst er besluttet, at skolen skal rives ned, og at eleverne skal flyttes over i en ny skole.

Derfor stillede Inger Støjberg onsdag en stribe spørgsmål om sagen til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (A).

- Man er i gang med at bygge en ny skole, som står klar i 2015, og så vil Arbejdstilsynet og Mette Frederiksen have, at Herning Kommune skal bruge 2,5 millioner kroner på et ventilationssystem på en skole, der skal rives ned. Det er simpel hen mangel på fornuft, siger Inger Støjberg.

Ikke krav om ekstra udstyr

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen ville i Folketinget ikke kommentere den konkrete sag - men siger dog, at det bør være muligt både at tage hensyn til, at der er en ny skole på vej - og at der kommer frisk luft ind i klasselokalerne.

Centerchef i Arbejdstilsynet Charlotte Martin siger til TV/MIDT-VEST, at tilsynet har givet skolen et påbud om at forbedre indeklimaet - men man har ikke stillet specifikke krav om et udluftningsanlæg.

Mangel på fornuft - interview med Inger Støjbjerg (V):

02:07 Luk video

Interview med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (A):

01:32 Luk video

 

02:06 Luk video