Mejrup sagde farvel til ofre for trafikulykke: Ord slår ikke til

En 41-årig kvinde og hendes niårige søn bisat. Ulykken har fået det lille samfund til at rykke sammen og hjælpe hinanden.

Bisættelsen foregik fra Mejrup Kirke. Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

To af ofrene for trafikulykken på Hodsagervej den 9. december blev lørdag bisat fra Mejrup Kirke ved Holstebro.

Det drejede sig om 41-årige Britta Krarup Møller og hendes niårige søn Villads Krarup Møller Nielsen.

Læs også Præst holder kirken åben efter dødsulykke: - Hele byen er i sorg

Deltagelsen var så stor, at der ikke var plads til alle i kirken. Bisættelsen blev derfor transmitteret på video, så man kunne følge den fra kirkehuset.

Det var sognepræst Marianne Sørensen, der stod for bisættelsen. Hun fortæller, at ulykken har fået det lille samfund til at rykke sammen og støtte hinanden.

- Vi har oplevet, at vores store sammenhold er blevet endnu tydeligere. Det har været med til at bære os igennem, og det bærer os fortsat i de vanskelige dage, der fortsat er og kommer, siger hun.

Sognepræsten siger, at borgerne hjælper de pårørende med praktiske ting som at stille lidt aftensmad ved døren eller tilbyde at købe ind. Der er også blevet samlet penge ind i den lokale brugs.

  Foto: Mejrup Kirke, bisættelse

Men hjælpen rækker langt ud over det praktiske. 

- Det kan være noget med et håndtryk - at man tør se mennesker i øjnene og sige: hvor er det forfærdeligt det her - vi tænker på jer.

- Det kan være noget så enkelt som at gå ind og banke på og sætte sig sammen med de mennesker, der er ramt og sørger. Vi skal ikke undervurdere vores menneskelige nærvær. Det betyder meget mere end ord - i det vi er ramt af her, slår vores menneskelige ord ikke til, siger Marianne Sørensen.

Efter bisættelsen var der mindesammenkomst i sognegården.

Ulykken kostede også en syvårig pige livet. Hun blev bisat fredag.

01:16

Sognepræst Marianne Sørensen fortæller her om hvordan borgerne i Mejrup hjælper de pårørende.

Luk video
02:53 Luk video