Mejrup ender i top 3 ved Fantastiske Fællesskaber

Mejrup fik en tredjeplads ved den store landsfinale i Fantastiske Fællesskaber

Mejrup - Fantastiske Fællesskaber
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Mejrup ved Holstebro er Danmarks tredjemest fantastiske fællesskab.

Det stod klart efter finalen i konkurrencen 'Fantastiske Fællesskaber' lørdag aften, hvor det lykkedes for byen at hive en tredjeplads hjem.

- Det synes vi er helt fantastisk. Det er helt ubeskriveligt. Man kunne jo fornemme, hvor mange der var herinde, og hvor knalddygtigt og godt et arbejde de andre gør også. Så det at blive nummer tre, det er vi bare rigtig, rigtig glade for, siger Mette Veng, der i sin tid indstillede Mejrup til konkurrencen.

Nummer to i konkurrencen blev byen Bagenkop på Langeland, mens vinderen blev idrætsklubben Tune IF, der ligger udenfor Greve.

1:31
Lørdag aften finder vi Danmarks mest fantastiske fællesskab. Mejrup repræsenterer Midt- og Vestjylland
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen

Kører en omvej hjem

I løbet af de seneste tre uger har borgerne i Mejrup gjort alt hvad de kunne, for at få folk til at stemme på dem.

- Jeg er virkelig imponeret over at høre om, hvor mange der har stemt på os. Det er foreninger langt væk fra Mejrup, det er arbejdspladser, det er alle de andre fællesskaber, der også var nomineret i Midt- og Vestjylland. Tusind, tusind tak for det hele, siger Mette Veng.

Og selvom det ikke blev til en førsteplads og en check på 100.000 kroner, så er der stadig stor grund til at fejre resultatet - og det har Mejrup-borgerne også tænkt sig.

- Jeg tror, at vi beder bussen om at køre en omvej, så vi kommer lidt senere hjem, siger Mette Veng.

Der var i alt over 1.000 fællesskaber, der søgte om at være med i Fantastiske Fælllesskaber 2018.

0:48
Se hele interviewet med Mette Veng lige efter afgørelse her.