MCH holder stor reception for Georg: - Meget taknemmelig for og beæret over

Torsdag blev der afholdt en stor fødselsdagsreception for Georg Sørensen i MCH.
Torsdag blev der afholdt en stor fødselsdagsreception for Georg Sørensen i MCH.
Foto: Ole Hald

Dagens fødselsdagsreception I Messecenter Herning bliver en af de lidt mere usædvanlige. For det er ikke hr. hvem som helst, der skal fejres.

Det er stedets administrerende direktør, Georg Sørensen, hvis 60 års fødselsdag bliver markeret.

- Jeg er dybt taknemmelig over, at virksomheden har valgt at lave denne markering. Det er jeg meget, meget taknemmelig for og beæret over. Jeg vågnede klokken 04.43 i morges og var tæt på lysvågen. Det er fordi, jeg har en forventningens glæde, og det er dejligt. Så jeg er meget, meget taknemmelig, siger Georg Sørensen om dagens store begivenhed.

Han har brugt mere end halvdelen af sine 60 år i Messecenter Herning.

For han startede for 36 år siden i 1983 som salgsassistent i A/S Herning-Hallen, som det hed dengang. De seneste 24 år har han været direktør.

Bestyrelse og kolleger bag fejringen

Som direktør har man altid en finger med i dagens gang i Messecenter Herning. Men ikke i dag.

For der er det bestyrelsen og Georg Sørensens kolleger, der har arrangeret festen, hvor omkring 1000 mennesker kommer for at fejre manden bag en pæn portion af messecenterets succes.

- Det er en ære. Jeg sad og så gæstelisten i går, og det rørte mig, siger Georg Sørensen.

At det netop er bestyrelsen og kollegerne, der arrangerer receptionen, er ingen tilfældighed.

For de er nemlig kodeordet bag det, der motiverer Georg Sørensen.

- Det er mennesker. Mødet med mennesker. At få lov til at være med til at skabe noget med arrangører og teams. At være en del af det her motiverer mig rigtig meget, siger han.

Trussel og løfte er det samme

Når man som Georg Sørensen har rundet 60, hvor 36 af dem har været på samme arbejdsplads, så fristes man til at spørge, hvornår det slutter.

Og her kommer direktøren med et meget entydigt svar.

- Skal jeg komme med en trussel, så vil jeg sige, at jeg bliver ved længe. Skal jeg komme med et løfte, vil jeg sige det samme, siger han med et smil.

4:59
Det var en stor dag for Messecenter Hernings direktør, Georg Sørensen, da hans 60 års fødselsdag blev fejret med reception for omkring 1000 gæster.