Meditation og gøgleri på Alternativets Sommerhøjskole

Alternativet er lige nu på sommerhøjskole i Ejstrupholm. På programmet er alt fra bålhygge og boldspil til faglige oplæg og diskussioner.

Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

Menuen står på gulerodshotdog og stegte ris, og på programmet er meditation, gøgleri og andre alternative workshops.

I disse dage løber Alternativets sommerhøjskole af stablen i Ejstrupholm.

- Det er ikke meningen, at vi skal udvikle politik. Meningen er, at så mange som muligt kan komme her og hygge sig om at være sammen og udleve Alternativets politik, siger medarrangør Miira Vibæk, som til daglig er en del af lokalafdelingen i Silkeborg.

Der er fuldt booket på Den Alternative Sommerhøjskole, hvor 140 mennesker bruger en del af sommerferien på alt fra bålhygge og boldspil til faglige oplæg og diskussioner.

Alternative kursister

Den ældste kursist er 83 og den yngste kun 2 år gammel. Derudover har halvdelen af sommerhøjskoledeltagerne aldrig været til et arrangement med Alternativet før.

Selvom politik ikke er det vigtigste på dagsordenen på den fire dage lange lejr, så er der alligevel lidt at spore rundt på højskolen. Eksempelvis i det veganske fælleskøkken, hvor kursisterne på skift står for madlavningen. 

- Der er selvfølgelig politik i, at eksperimentere med vegansk mad, som jo kan laves fuldstændigt uden at belaste naturen, siger Martin Højmark, som er med som deltager på Den Alternative Sommerhøjskole. 

Den Alternative Sommerhøjskole begyndte lørdag den 9. juli og varer frem til onsdag den 13.

 

03:16

140 mennesker deltager i Alternativets sommerhøjskole i Ejstrupholm, hvor ikke alt går op i politik

Luk video