Mediestorm over blasfemiudstilling har været god forretning

Dårlig omtale er bedre end ingen omtale, kan museumslederen fra Skovgaard Museet konstatere.

00:18

Mediedækningen af blasfemiudstillingen har haft stor betydning for antallet af besøgende, fortæller museumsleder Anne-Mette Villumsen. Video: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Udstillingen "Billedstorm" endte som en mediestorm - og det har vist sig at være en god ting.

Mediedækningen blev massiv efter at integrationsminister Inger Støjberg (V) lagde Muhammedtegningerne på Facebook som en kommentar til, at Skovgaard Museet ikke ville inkludere tegningerne i deres udstilling om blasfemi gennem tiden.

- Jeg tror aldrig, jeg har prøvet noget lignende. Det var helt klart Inger Støjbergs valg om at smide baggrundsbilledet fra sin iPad ud på Facebook, der udløste den store mediestorm, siger Anne-Mette Villumsen, der er museumsleder på Skovgaard Museet.

Udstilling har fordoblet besøgstallet

Museet havde som et af sine mål at skabe en aktuel debat, og det lykkedes bedre, end nogen havde regnet med.

- Det har været en anderledes udstillingsoplevelse. Vi har haft mange flere diskussioner med og reaktioner fra gæsterne end normalt, siger Anne-Mette Villumsen.

Selv dårlig omtale er bedre end ingen omtale.

Anne-Mette Villumsen, museumsleder

Selv om en del af opmærksomheden har været negativ, og museet blandt andet er blevet beskyldt for selvcensur, så er gæsterne kommet for selv at se, hvad al virakken handler om. I løbet af to en halv måned har der været 5.000 besøgende på Skovgaard Museet, og det er næsten dobbelt så mange som normalt.

- Selv dårlig omtale er bedre end ingen omtale, og det at Skovgaard Museet har været i medierne på den måde, det har også skabt en fornyet interesse for museet. Det kan jeg jo kun være glad for, siger museumsleder Anne-Mette Villumsen med et smil.

Udstillingen åbnede den 29. september og kan ses frem til den 30. december.

Læs også Kritik af folkekirkens rolle i omstridt blasfemiudstilling