Medier om van der Vaart: Et scoop og et sats

Flere kommentatorer peger på, at FC Midtjylland løber en risiko med aftalen med hollænderen. Morten Olsen taler derimod om et "uhørt scoop".

Rafael van der Vaart og Claus Steinlein

FC Midtjyllands aftale med den hollandske stjernespiller Rafael van der Vaart medfører noget blandede reaktioner i den danske sportspresse.

Kommentatorerne er enige om, at det er imponerende, at klubben overhovedet har kunnet lokke en mand med van der Vaarts CV til superligaen. Men de mener også, at der er tale om en aftale med en indbygget risiko.

Ekstra Bladets sportsredaktør Allan Olsen har skrevet en kommentar under overskriften "Hvad fa´en har i gang i, FCM!" - og konstaterer, at hollænderen "altid har haft en modstander i fysikken".  

Olsen peger på, at "succeserne gennem de sidste mange år har været til at overse" og stiller spørgsmål ved, om van der Vaarts spillestil overhovedet passer til  FCM.

Rammer muren tungt

Jyllands-Postens sportsredaktør Troels Henriksen kalder i sin leder kontrakten for "et scoop og et sats".  Han skriver, at FCM selvfølgelig måtte gribe muligheden, da den opstod, men peger også på, at hollænderen med sine 33 år nok har sine bedste fodboldår bag sig.

- Det indebærer altid en risiko at skrive en dyr kontrakt med sådan en spiller. For nogle gange rammer især offensive fodboldspillere muren tungt, når de runder 32 år, skriver Troels Henriksen.

På Tipsbladets hjemmeside tænker bloggeren Oliver Okstrøm tilbage på dengang, da Herning Fremad hentede den engelske legende Bobby More til klubben.

- For hvad kan han mon på banen? Det, jeg har set med ham fra sidste sæson, er naturligvis sparsomt. Sidste kamp er dateret til 9. januar, hvor han fik de sidste ni minutter mod Getafe, og så gik det hele i stå, skriver Okstrøm.

Morten Olsen: Et uhørt scoop

Den tidligere danske landstræner Morten Olsen er til gengæld sikker på, at den hollandske profil bliver en stor gevinst.

- Hvis han ikke er mæt, er der ingen tvivl om, at det er et uhørt scoop, FC Midtjylland har gjort

-  Det kendskab, jeg har til mennesket og fodboldspilleren van der Vaart er, at han ikke siger ja til noget, hvis han ikke tror på det hundrede procent, siger Morten Olsen til Ritzau.

 

 

2:29
Se indslag fra præsentationen af van der Vaart her.